Grønland er flyttet til Næstved

Basisvarer til befolkningen i Grønlands mange bygder har skabt vækstboom for Næstved-virksomheden Senobis.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Arktisk hundefoder, marmelade, havregryn og sanitærvæske til tørkloset.

En betragtelig bid af Grønland er landet i Næstved. Det er handelsvirksomheden Senobis, der i samarbejde med den selvstyreejede grønlandske forretningskæde KNI leverer basisvarer til befolkningen i Grønlands mange bygder og yderdistrikter. Det skriver DR P4 Sjælland.

300 basisvarer

I samarbejde med KNI, det tidligere Kongelige Grønlandske Handel, fremstiller Senobis en produktserie på 300 basisvarer til KNI's butikskæde, Pilersuisoq, der står for forsyningspligten til de mange små samfund fra Siorapaluk i nord til Arsuk i syd.

Produktserien, der bærer det grønlandske navn for kvalitet 'Pitsaasut', er fremstillet med varedeklaration på grønlandsk og tilegnet de særlige grønlandske forhold.

- For os har det været vigtigt at få fremstillet en grønlandsk produktserie med varer til en pris, som befolkningen ude i bygderne har brug for og er i stand til at betale. Derfor har vi stor gavn af samarbejdet med Senobis, siger KNI's salgs og markeringsdirektør, Kurt Lauritzen til DR P4 Sjælland.

Fra 2 til 36 ansatte

Næstved-virksomheden Senobis har tilsvarende haft stor gavn af aftalen med den selvstyreejede grønlandske milliardkoncern. Siden 2010 er medarbejderstaben i Næstved vokset fra to til i dag 36 ansatte og der er yderligere udvidelser på vej.

- Det går så stærkt lige nu, at vi har måttet vente med yderligere udvidelsesplaner simpelthen for at få de nye folk kørt i stilling, siger Senobis-direktør Thomas Skov Nielsen, der sidste år modtog prisen som årets vækstvirksomhed i Næstved.

Begyndte i chokoladebranchen

Thomas Skov Nielsen fik idéen til den særlige grønlandske produktserie, da han var sælger i chokoladevarer og ofte besøgte Grønland.

- Der lærte jeg noget om grønlandsk levevis og kultur og undrede mig over, at stort set alle varer henne i butikken kun var forsynet med danske varedeklarationer. Det var startskuddet til noget af et eventyr, siger Thomas Skov Nielsen, hvis firma også har overtaget det toldfrie salg i lufthavnsbyen Kangerlussuaq/Søndre Strømfjord.

Senobis har planer om at lancere en tilsvarende produktserie til Færøerne og Norge, men foreløbig har virksomheden rigelig travlt med at servicere befolkningen i Grønlands udkantsområder. Og det varer ikke længe inden julevarerne bliver sendt med skib, da frosten senere på sæsonen lukker havnene i Nord og Østgrønland.


Nyhedsoverblik