Gratis at køre med bus

Prisen er steget i busserne, og antallet af passagerer er faldet. Det går den forkerte vej, men sådan behøver det måske ikke at være.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Ringsted koster det 13 kroner at tage bussen. Det samme gælder i mange andre kommuner i regionen, og prisen betyder noget for dem, der kører med hver dag.

- Hvis man tager bussen hver dag, er det noget, man skal regne ind i budgettet, siger Lars Andersen fra Ringsted.

- Jeg kører ud til mit kolonihavehus hver dag, og jeg synes da, at det er lidt dyrt, at man skal af med 13 kroner hver vej, siger Poul Larsen fra Ringsted.

Men faktisk behøver det slet ikke at koste noget at køre med bussen. To kommuner i Jylland, Lemvig og Ikast, har nemlig indført gratis busser. Her kan passagerne tage bussen lige så ofte, de har lyst til, uden at skulle have tegnebogen op af lommen. I Ikast besluttede politikerne sig for de gratis busser, da det gamle billetteringssystem skulle udskiftes for omkring 15 år siden.

- Det ville simpelthen koste mere at få et nyt system, end det vi tjente på billetindtægterne. Derfor besluttede vi os for at gøre det gratis, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget Uffe Henneberg.

Passagerne er glade for de gratis busser. Det samme er politikerne. Selv om det er 15 år siden, det blev indført, så har kommunen endnu ikke beregnet hvor meget, de sparer.

- Det er klart, at der er en bureaukratisk omkostning ved at skulle udstede frikort og billetter, og det sparer vi, men om det lige frem er en god forretning for kommunen, er vi først ved at gøre op nu, siger Uffe Henneberg.

I Ringsted synes buspassagerne godt om den jyske idé.

- Hvis det var gratis, kunne det måske løse det problem, at mange familier har to biler, siger Karsten Poulsen fra Sorø.

- Jeg ville selvfølgelig også tage bussen noget oftere, hvis det ikke kostede noget, siger Lars Andersen.

Spørger man ham, der bestemmer, nemlig borgmesteren, så er han ikke afvisende over for gratis busser.

- Jeg synes, at det lyder meget spændende. Med udbygningen og masser af nye tilflyttere har vi en udfordring i at få folk fra A til B, og jeg synes, at det, de gør i Ikast, lyder rigtig spændende, siger Niels Ulrich Hermansen, borgmester i Ringsted.

Besøg temasiden om FREMTIDENS TRAFIK


Nyhedsoverblik