Grå weekend slutter med bistert søndagsvejr

Det fortsætter med at være varmt for årstiden i weekenden, hvor søndag bliver våd og blæsende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tanken om weekend får ganske vist mange til at lyse op, men når det gælder vejret, vil en mørkegrå masse blive hængende over Danmark både fredag, lørdag og søndag.

Dermed bliver vejrliget meget a la det, der indtil videre har præget ugen, fortæller vagthavende meteorolog Jørn Thomsen fra DMI.

- Det bliver ikke så meget anderledes end det, vi har set de seneste dage. Der bliver gråvejr i dag (fredag, red.) og i morgen, og det holder stort set tørt, selvom man ikke kan udelukke lidt småregn, siger Jørn Thomsen.

Blæsende søndag

Temperaturerne holder sig omkring 10 grader både dag og nat, hvilket ifølge meteorologen er væsentligt over det normale for årstiden.

- Normalt ville vi ligge omkring 6 til 7 grader, siger han.

Vinden vil i løbet af weekenden lidt efter lidt tage til i styrke og komme fra øst. Det kulminerer søndag, hvor DMI varsler jævn til hård vind, mens der ved kysterne kan blive tale om kuling.

Koldere nætter

Samtidig presser regnen sig på, når en front søndag bevæger sig ind over landet fra syd og sydvest. Bygerne begynder ud på eftermiddagen at vise sig hyppigere, og i løbet af natten til mandag vil de fleste dele af landet mærke til nedbøren.

- Det vil føles lidt bistert på søndag, når det blæser sådan. Det bliver til at mærke, konstaterer Jørn Thomsen.

Ifølge ham er der ikke noget, der tyder på, at de usædvanligt høje temperaturer forsvinder inden for den nærmeste fremtid.

- Det bliver måske lidt koldere om natten, men ellers får vi forholdsvis pæne temperaturer, siger meteorologen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik