Golf-talent fra Tølløse laver international aftale

Arkivfoto Foto: TV ØST

Regionens bedste golfspiller, John Axelsen, indgår en mundtlig aftale med University of Florida fra august 2017.

Fra sommeren næste år rejser et af Region Sjællands største sportstalenter til Florida. Han har netop indgået en fireårig aftale med universitetet i Solskinsstaten. Her skal han studere, træne og spille turneringer.

- Grunden til, at jeg tager derover, er for at udvikle mit spil. Jeg håber, at det skærper mig at spille mod de bedste, så jeg ved, hvilket niveau jeg skal op på, fortæller John Axelsen.

Fra Tølløse til Florida

John Axelsen er 17-år og går lige nu i 2. g på Gymnasiet i Holbæk. Efter 3. g skifter han træningsbanerne i Sorø Golfklub ud med de grønne marker ved Florida. Men det var ikke en nem beslutning, mange universiteter i USA meldte sig i kampen om et scholarship til den danske golfspiller. Valget af University of Florida faldt efter grundig research.

- Jeg besøgte universitetet i januar. Der fik jeg et rigtig godt indtryk af stedet. Det var nogle helt fantastiske træningsfaciliteter, jeg har aldrig set noget lignende. Og så fik jeg et rigtig godt indtryk af deres coach, ham har jeg også snakket en del med siden, lyder det fra det unge talent.

Aftalen med University of Florida starter i august 2017.

Ikke klar til at være professionel

Golftalentet har ellers tidligere fortalt TV ØST, at han kun vil tage imod et af de mange tilbud om et scholarship, hvis han ikke føler sig klar til at spille som professionel efter gymnasiet. Nu går han i 2. g, men beslutningen om at tage imod et scholarship efter 3. g er allerede taget. 

- Jeg føler ikke, at jeg er klar til at spille professionel. Jeg spillede med i Made in Denmark, det gik fint, hvis jeg spillede mit allerbedste spil. Men sådan har jeg ikke lyst til, at det skal være. Mit bundniveau skal være bedre, så det ikke kun går, når jeg spiller mine bedste runder, fortæller en ærlig John Axelsen. 

Afrejse med ukendt hjemkomst

Selvom aftalen med universitet i Florida lyder på fire år, er John ikke sikker på, at det er ensbetydende med, at han vil være at finde på de oversøiske golfbaner så længe.

- Jeg stopper, når jeg er klar til at spille professionelt, slår John Axelsen fast.

Om det er efter et eller fire år i Florida, ved han ikke. Og det er de allerede indforståede med på hans kommende hjemmebane.

- De vil selvfølgelig gerne have, at jeg spiller for universitetet så længe som muligt, men deres mål er, at vi kommer til at spille med i touren, så de er indforstået med, at jeg stopper, når jeg er klar til at spille professionelt, lyder det fra golftalentet.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App