Glemsomme bilister river benzinslanger af standere

Op imod fem gange om dagen glemmer bilister at fjerne tankpistolen, inden de kører fra tanken, og det får nu Shell til at fjerne den lille split, der gør, at man kan tanke uden at have hænderne på pistolen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Antallet af bilister, der glemmer at fjerne tankpistolen, når bilen er fyldt op, er steget eksplosivt, siden der blev indført betaling ved standerne, fortæller DR Sjælland.

Alene hos Shell sker det 40-50 gange om måneden, at en bilist river tankpistolerne i stykker, fordi de glemmer at fjerne den fra bilen, inden de kører videre.

Ifølge FDM oplever Shell, Q8 og Statoil faktisk fem gange om dagen, at en bilist kører videre med pistolen i tanken. Uheldene sker, fordi kunderne forlader bilen, mens tankpistolen tanker af sig selv. Og så glemmer de at den sidder i bilens tank, når de kører væk, siger Maria Beck-Tange, der er retaildirektør hos Shell:

- Efter vi installerede betalingsautomater ude på standerne i 2013, er der sket en ændring i kundernes adfærd. De betaler ved standeren og går måske ind i butikken for at ordne noget andet, mens de tanker, siger hun til DR Sjælland.

Kunderne har travlt

Konsekvensen af en glemt tankpistol kan være skader på stander eller biler, der kan koste flere tusinde kroner og i værste fald forvolde skade på personer. Indtil videre har man og været skånet for personuheld.

På tankstationerne har man forsøgt at huske kunderne på, at de skal fjerne tankpistolen, inden de kører væk, men indtil videre uden den helt store effekt, forklarer Maria Beck-Tange:

- Det kan være svært at nå kunderne ude ved staderne med kommunikation, for der bliver de mødt af rigtig mange budskaber. Og så er folk jo travle, så lige så snart de har to minutter, så vil de gerne nå noget andet, siger hun til DR Sjælland.

Bilisterne skal tanke ved egen kræft

Derfor ser man kun én løsning, og det er at fjerne den lille split, der gør, at bilen kan tanke 'sig selv' og i stedet få bilisterne til at gøre det ved egen håndkræft, siger Maria Beck-Tange:

- Vi kan se på vores overvågning, at der er risiko for personskade, når det sker. Og det kan vi simpelthen ikke sidde overhørig. Jeg kan godt forstå, hvis nogen synes, det er træls, men jeg vil hellere have en situation, hvor vi ikke har uheld, og hvor enkelte føler en lille ulejlighed, siger hun til DR Sjælland.

Hos to andre store tankkæder, Q8 og Statoil, er der indtil videre ikke planer om, at fjerne splitten fra tankpistolerne.


Nyhedsoverblik