Genbrugspladser holder længere åbent

Foto: TV ØST

Flere genbrugsstationer i regionen eksperimenterer med at holde døgnåbent. Godt for virksomhederne, lyder det.

Mens supermarkeder i stigende grad øger åbningstiderne og gør det muligt at handle ind til sent ud på aftenen, ser en lignende tendens ud til at gøre sig gældende på landets genbrugspladser, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

- Der er en stigende tendens med, at genbrugspladser eksperimenterer med at have døgnåbent. Det anser vi som positivt, da det giver en øget fleksibilitet for virksomhederne, siger Lea Stentoft, som er konsulent i Dansk Byggeris erhvervspolitiske afdeling. 

Det fælleskommunale affaldssamarbejde Kara/Noveren har fire døgnåbne genbrugspladser i Kalundborg Kommune.

- For to år siden begyndte genbrugspladsen i Bregninge at have døgnåbent, og resten er kommet løbende. Om et par måneder vil genbrugspladsen i Bjæverskov også være døgnåben, og det samme gælder pladsen på Stevns omkring årsskiftet, fortæller genbrugschef i Kara/Novoren Finn Kjær.

Generelt længere åbent
Samtidig med, at flere genbrugspladser holder døgnåbent, går det generelt bedre med erhvervsvenlige åbningstider på genbrugspladserne. Det viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri.

Her i 2014 er det muligt at aflevere affald på en genbrugsplads i 64 kommuner i otte til ni timer i tidsrummet syv til 16, som Dansk Byggeri betegner som et erhvervsvenligt tidsrum. I 2012 og 2013 var det kun muligt i henholdsvis 45 og 48 kommuner at aflevere affald i det antal timer.

Lea Stentoft er glad for, at genbrugspladserne generelt er blevet mere erhvervsvenlige, men hun påpeger samtidig, at der stadig er nogle kommuner, der halter bagud. I 2012 var det kun muligt at aflevere affald i mindre end seks timer i det erhvervsvenlige tidsrum i 18 kommuner. Det tal er i 2014 faldet til 10.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App