Gavekort på en fridag

Foto: TV ØST

På Møn Friskole var der i dag noget ganske andet end matematik, dansk og tysk på skemaet. Elevernes forældre havde nemlig overtaget undervisningen.

For eleverne betød det, at de blev undervist i blandt andet mavedans, dissektion af en gris, sjove kemiforsøg og teatersport.

- Det er sjovere end når lærerne er her. De må godt holde en fridag mere, sagde Simine fra 0. klasse på Møn Friskole.

Forældrene havde givet lærerne fridagen, fordi de gerne ville belønne dem for deres engagement i arbejdet på friskolen.

- Vi syntes, at de har klaret det flot og arbejdet hårdt, siden vi fik en ny skoleleder sidste år. Derfor mente vi, at de fortjente en belønning, og det blev så en fridag, lød det fra forælder og dyrlæge Ida Hempel.

Lærerne har besluttet at bruge dagen på at spille bowling og lave tapas - og selvfølgelig lære hinanden bedre at kende uden for skolens rammer.

- Vi er glade for det. Det er en anerkendelse af vores arbejde, og jeg er sikker på, at de fleste kommer tilbage i morgen med lidt mere energi end ellers til undervisningen, siger lærer Rikke Dehnbostel.

Foruden forældrene hjalp studerende fra Lærerseminariet i Vordingborg også til med undervisningen på Møn friskole på lærerfridagen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App