Gamle grøntsager

I Danmark er der ingen krav til datomærkning af frugt og grønt. Så det er umuligt at se hvor gammel salaten her er.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selv om salaten i supermarkedet så sprød nok ud, så kan den sagtens være rådden på bunden, når man kommer hjem.
Forbrugerrådet er trætte af at få dårlig salat på tallerkenen, nu vil de have holdbarhedsdato på grønsagerne.

- Alle kender nok den oplevelse af, at man har købt en pakke rucola, der så ok ud, så kommer man hjem og pakker den op, og så breder den der sure lugt sig. Vi mener, det er svært for forbrugeren at vurdere hvor frisk sådan en salat er. Derfor mener vi, der skal pakke- og holdbarhedsdato på alle salattyper, siger fødevarepolitisk medarbejder fra Forbrugerrådet, Camilla Udsen.

I Coop Danmark har man tidligere, som de eneste, haft holdbarhedsdato på salaten, men det var ikke nogen udpræget succes.

- Resultatet var, at vi smed tonsvis af frugt og grønt ud. Det er vores ansvar, at sikre at kunderne kun kommer hjem med friske varer. Derfor går vi rundt mange gange hver dag og kontrolerer varerne, og sikrer at forbrugerne kun kommer hjem med frisk og grønt, siger kommunikationsdirektør i Coop Danmark, Jens Juul Nielsen.

Dansk folkeparti mener, at forbrugerne selv skal have mulighed for at tjekke salaten. Derfor vil de nu lægge pres på fødevareministeren for at få datomærker på grøntsagerne.

- Forbrugerne skal have den her valgmulighed. Derfor vil vi nu gå til ministeren og bede hende pålægge branchen at datomærke deres varer, sådan at forbrugeren får et reelt valg, siger Miljø- og Fødevareordfører fra Dansk Folkeparti, Jørn Dohrmann.


Nyhedsoverblik