Gadevold gav et halvt års fængsel

En 20-årig mand fra Holbæk blev tirsdag idømt et halvt års fængsel for gadevold. Sammen med en anden slog og sparkede han en 17-årig dreng sidste sommer i forbindelse med natsalg i byen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Var en 20-årig mand fra Holbæk en helt, der forhindrede, at en 17-årig dreng blev slået til plukfisk, eller var han en af de to, som slog og sparkede drengen til blods?

Det skulle Retten i Holbæk tage stilling til tirsdag, og her vejede vægtskålen tungest på forbrydersiden. Det skriver Holbæk Amts Venstreblad.

Retten fandt den 20-årige skyldig i grov vold og idømte ham et halvt års fængsel. Straffen blev blandt andet skærpet af, at han tidligere er blevet dømt for vold.

Overfaldet på den 17-årige dreng fandt sted ved 21.30-tiden den 27. august sidste år i forbindelse med natsalg i Holbæk.

Den 17-årige dreng kom dog ikke alvorligt til skade ved overfaldet.

Den 20-åriges medgerningsmand er endnu ikke blevet fundet.


Nyhedsoverblik