Fuld mand uden kørekort kørte ræs i stjålet bil

En 31-årig mand kørte fuld bag rattet uden kørtkort og i en stjålet bil. Han nåede også at køre ind i en bygning på en efterskole.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 31-årig mand fra Maribo satte politiet på noget af et stykke arbejde torsdag, da han påvirket kørte rundt i en stjålet bil.

Ifølge poltiet fik de første gang melding om spritbilisten, da han foran en efterskole ved Halsted kørte ind i en bygning og var tæt på at ramme to elever. Personale fra efterskolen blev så oprevet, at de satte efter den fulde mand og i Horslunde fandt de så bilen smidt på Tingmarken. Føreren fandt de gående på Borresvej, hvor han blev tilbageholdt af to medarbejdere fra skolen, indtil politiet nåede frem.

Sydsjællands og Lolland-Falster Politi oplyser, at bilen var blevet stjålet ved en bager på Vestergade i Sakskøbing, hvor den stod med nøglerne i tændingen og den 31-årige mand blev udover tyveriet også sigtet for spirituskørsel og for kørsel i påvirket tilstand. Derudover havde han heller ikke noget kørekort, hvilket han også blev sigtet for.

Manden blev efterfølgende afhørt på politistationen i Nakskov og løsladt igen senere på dagen. 


Nyhedsoverblik