Frygtede selvmord: Fandt bombelager hos hjemmeværnsmand

Foto: TV ØST

En anmeldelse begrundet i frygt for selvmord førte sidste år politiet til et lager af våben og sprængstoffer i hjem i Mørkøv. .

Det var en bekymret anmelder, som i juli sidste år bragte politiet på sporet af et større våbenlager i Mørkøv i det vestlige Sjælland. Anmelderen frygtede, at den 59-årige mand, som nu er tiltalt i sagen, ville tage sit eget liv.

Det fortæller anklager Thomas Brædder mandag ved Retten i Holbæk, hvor en 59-årig tidligere hjemmeværnsmand, HD, er tiltalt i sagen.

- Anmelderen ringede 112 og fortalte, at HD ville begå selvmord, og anmelderen vidste, at HD havde mange våben i hjemmet, fortæller Thomas Brædder.

Det fik politiet til at rykke ud til mandens adresse, hvor betjente trængte ind i huset og anholdt HD, som lå i sin seng. I huset fandt politiet mere end 100 kilo sprængstof og flere våben.

- For så vidt angår en stor del af våbnene, så var de lovlige at besidde for tiltalte. Han havde nemlig jagttegn og våbentilladelse til flere forskellige våben, fortæller Thomas Brædder.

Men efter anklagemyndighedens opfattelse var der også ulovlige våben på stedet, blandt andet en Stengun maskinpistol.

Nægter sig skyldig
HD erkender mandag over for retten, at han har haft våben og sprængstoffer liggende. Men han nægter sig alligevel skyldig i den tiltalte, som Statsadvokaten i København har rejst mod ham.

 Det oplyser HD's forsvarsadvokat, Esben Roslev, over for sagens dommere og nævninger.

- Min klient nægter sig skyldig i overtrædelse af straffeloven, men erkender overtrædelse af våbenloven, dog ikke under skærpende omstændigheder, fortæller Esben Roslev.Anklagemyndigheden vil gå efter mindst fire års fængsel i sagen, som allerede har haft konsekvenser for HD.

Ud over at have siddet varetægtsfængslet i cirka 10 måneder er HD blevet fyret fra hjemmeværnet.

Der ventes dom i sagen 20. maj.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App