Frosten skaber problemer i vandrørene

De kolde temperaturer fryser vandet i vandrørene. Særligt i de sydlige egne må flere undvære vandet, men omfanget af skaderne ses først i tøvejr.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den kolde østenvind går gennem husenes isolering og direkte ind i vandrørene, så vandet fryser til is. Det betyder, at der flere steder ikke kommer vand ud, når der tændes for bruseren eller vandhanen. Særligt i den sydlige del af regionen, fryser rørene til, og hos Sonny VVS på Falster har de allerede fået mange henvendelser, selvom temperaturene først lige er nået under frysepunktet.

- Vi fik allerede fire til fem henvendelser i går (søndag red.), og her til morgen ringer flere og flere ind, fortæller Sonny Bentgson fra Sonny VVS.

I løbet af mandag formiddag er antallet af henvendelser til Sonny VVS steget til over 10 sager.

Problemet kan ikke løses

Frosne vandrør er et tilbagevendende problem, når der er slem frost og vind, men alligevel står VVS installatørerne magtesløse overfor de tilfrosne rør.

- De sidste år er mange gået over til Pex-rør, der er lavet af plastik. Dem kan vi ikke føre strøm gennem, som vi kunne med de gamle jernrør, derfor kan vi ikke tø dem op, og vi kan ikke gøre andet end at sætte en varmeblæser op og varme hele huset op, fortæller Sonny Bengtson.

Derfor har beskeden til flere husejere været, at de må undvære vandet og vente på tøvejret.

Omfanget af skaderne ses i tøvejr

Med tøvejret vil frostskaderne for alvor vise sig. Det er nemlig først, når vandet i rørene tør op, at husejerne får at se, om rørene er sprunget. Det vil vise sig ved, at der vil flyde vand rundt i husene. Og det kan blive dyrt.

- Lige nu kan vi kun krydse fingre for, at de ikke er sprunget, men det er problematisk, at vi først kan se det, når vandet tør op, fortæller Sonny Bengtson.

Den problematik er de opmærksomme på hos Falck.

- Hvis rørene, der går gennem gulvene, springer, kan det blive rigtig dyrt, fordi vandet kan sprede sig til hele huset, fortæller seniorkonsulent hos Falck, Thorkild Løkke.

Men han pointerer også, at det ikke er kritisk endnu, det er hovedsageligt vandrør i ydervægge eller toiletsisterner, der fryser til. Men hvis frostgraderne fortsætter, kan det blive kritisk.

De sydlige kyster er hårdest ramt

Det er hovedsageligt VVS firmaer på Falster, som har modtaget anmeldelser af frosne vandrør. Det skyldes ifølge Falck, at husene her er sårbare over for den kolde vind, der kommer ind fra Østersøen.

- Østvendte kyster nede sydpå er særligt udsatte. Her kommer vinden ind på husene over lang tid, og derfor er kuldepåvirkningen omkring 20 frostgrader, fortæller Thorkild Løkke.

Hvis der kommer flere dage i streg med frostgrader, kan problemet hurtigt sprede sig til resten af regionen.

Sådan kan du sikre dig mod vandskader:

Der er en række ting, du selv kan gøre for at mindske risikoen for at få vandskader. Det er særligt sommerhuse eller tomme huse, der er i fare. Her er Falcks anbefalinger:

  • Find hovedhanen og luk for vandet.
  • Let trykket ved at tænde for vandhanerne, når du har lukket for vandet.
  • Skyl ud i toilettet, når du har lukket for vandet, så sisternen tømmes.
  • Alternativt kan du anskaffe et varmeapparat, der kan holde huset varmt.

Nyhedsoverblik