Frivillig stopper i Dyrenes Beskyttelse

Foto: TV ØST

En person i Dyrenes Beskyttelse har selv forladt organisationen, efter at han i søndags skød en øremærket kat.

Onsdag eftermiddag valgte en frivillig fra Dyrenes Beskyttelse at stoppe i organisationen, fordi han i søndags skød en øremærket kat.

- Jeg kan bekræfte, at han er gået frivilligt, men at der var tale om gensidig forståelse, siger dyrlæge og dyreværnsinspektør for område Storstrøm i Dyrenes Beskyttelse Yvonne Johansen til TV2 ØST.

Tidligere på dagen meddelte Dyrenes Beskyttelse, at han var suspenderet, mens en undersøgelse af episoden fandt sted, og det var formentlig denne besked, der fik manden, som var kredsformand for Rødby-egnen, til selv at tage affære.

- Vi gjorde det af hensyn til sagens karakter, men han kom os i forkøbet. Det er ikke sikkert, at vi havde ekskluderet ham permanent, men hvis redegørelsen viste sig at stemme overens med kvindens oplevelser, havde det været konsekvensen under alle omstændigheder, siger Yvonne Johansen og tilføjer:

- På nuværende tidspunkt er sagsbehandlingen som sagt endnu ikke afsluttet, men det er klart, at vi er nødt til at se ind i foreningen og sikre, at vi uddanner vores frivillige, så de kan klare at håndtere det store stykke arbejde, som de i forvejen gør, for at hjælpe de mange tusinde dyr, vi får igennem systemet.   

Den frivillige har tidligere oplyst, at han skød katten, fordi han mente, den var vild.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App