Frisør dømt for at presse ansatte

En stor frisørkæde her i regionen er blevet dømt for at have presset de ansatte til at skifte fagforening. Flere af de ansatte gik ned psykisk på grund af presset. Nu koster det frisøren 50.000 kroner i bod.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I alt tre store frisørkæder er blevet dømt, fordi de prøvede at presse de ansatte ud af deres fagforening. De tre dømte frisørkæder er Stender, Kjær og Hos Peter.

Ifølge Arbejdsretten er der tale om et alvorligt brud på reglerne, derfor skal de tre frisørkæder tilsammen betale 340.000 kroner i bod til Frisørforbundet.

Ved at presse de ansatte ud af Frisørforbundet forsøgte kæderne at få de ansatte over på en billigere overenskomst hos en anden fagforening.

Ejeren af Hos Peter, Bo Spottag fra Næstved, siger til TV2 Øst, at han ikke har lagt pres på de ansatte, men blot informeret dem om muligheden for at skifte fagforening.

Forbundsformand, Poul Monggaard, fra Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund siger, at flere af de ansatte blev udsat for pres gennem lang tid. Det betød, at flere af dem enten gik ned psykisk eller har sagt op eller skiftet fagforening.

- Dommen tegner desværre et kynisk billede af, hvor langt de tre kæder har været parate til at gå for at spare millioner af lønkroner, siger Poul Monggard.


Nyhedsoverblik