Fremmede uvelkomne på diskotek

På diskoteket Barcode i Næstved afviser man unge fra andre byer. Det giver mindre ballade og bedre økonomi, fortæller ejeren.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Diskotek Barcode ligger i hjertet af Næstved. Men er du ikke fra Næstved Kommune er du ikke hjertens velkommen på diskoteket, skriver Sjællandske

- Folk, der kun kommer én aften, har tendens til at lave ballade. De behøver ikke vise sig her igen. Derfor har de ikke samme ansvarlighed, som vores gæster fra Næstved, siger Jesper Tue Rasmussen, ejer af Barcode.

Det er især drengegrupper fra Ringsted og Haslev, der tidligere voldte problemer på diskoteket. Blandt andet i form af slagsmål. Så derfor skal gæster godkendes til Barcodes gæsteliste eller komme fra Næstved Kommune for at blive lukket ind i det forjættede land.

- De fleste accepterer, at vi afviser dem på baggrund af postnummeret. Hvis vi afviste dem på grund af deres attitude, ville det give problemer, forklarer Jesper Tue Rasmussen.

Han havde leget med tanken om at få fingeraftryk-kontrol i døren, men da det ifølge datatilsynet ikke er helt lovligt endnu, blev den idé skrottet til fordel for et fast professionelt vagtkorps.

- Vi har kørt ordningen omkring seks måneder nu. Den har kun haft positiv effekt. Vi kan se de på de sorte tal på regnskabet, at det her virker. Der bor omkring 85.000 i Næstved kommune. Det er et fint grundlag for os, siger Jesper Tue Rasmussen.

Han mener, at ordningen er med til at beskytte Næstveds borgere mod de fremmede.

- Vi har omkring 4-500 stamkunder. Det er også for at beskytte dem, siger Jesper Tue Rasmussen til Sjællandske.


Nyhedsoverblik