Fradrag holder liv i byggeriet

Skat har på to uger modtaget mere end 60.000 indberetninger fra danskere, der har gjort brug af det såkaldte håndværkerfradrag, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Siden Skat den 30. november åbnede for indberetninger om håndværkerfradraget, har cirka 40.000 danskere til og med den 15. december meldt om i alt 60.738 opgaver, der giver mulighed for en skattebesparelse.

Der er åbent for indberetninger til årsopgørelsen for 2011 til udgangen af februar næste år, og da antallet af indberetninger har været jævnt stigende gennem de første to ugers tid, tyder det på, at antallet af opgaver, når regnskabet er gjort op, kan lande på adskillige hundrede tusinde.

- Erfaringen viser, at størstedelen af indberetningerne typisk kommer i ugerne før sidste frist. Så vi har nok kun set toppen af isbjerget, siger Louise Markholt Sloth, koncernfunktioner i Skat til Jyllands-Posten.

Hos erhvervsorganisationerne, der repræsenterer hoveddelen af de danske håndværksvirksomheder, glæder man sig over udbredelsen af håndværkerfradraget.

I Håndværksrådet, der har godt 20.000 medlemsvirksomheder under sig, har man i sine egne undersøgelser kunnet se, at fradraget har haft stigende betydning for mængden af opgaver i ordrebogen. Fra september til november steg antallet af virksomheder, der meldte om flere ordre som resultat af fradraget, således fra 15 pct. til 24 pct.

/ritzau/


Nyhedsoverblik