Forvirring om antallet af reddede på brændende skib

Blev 249 mennesker reddet fra Lisco Gloria eller var det 236? Indtil for få timer siden, har det været uvist.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

I halvandet døgn var der tvivl om, hvor mange passagerer og besætningfolk der rent faktisk var ombord på det brændende skib Lisco Gloria.

Lars Skov Jensen var med til at evakuere folk fra redningsbådene. Han fortæller, at det allerede under redningsaktionen var uklart, hvor mange mennesker der var ombord på færgen

- Først snakkede man om 236 personer, så var der et tal med tohundrede og nogle og fyrre. Det var i kommunikationen, at vi kunne fornemme, at de ikke havde styr på, hvor mange der var om bord, fortæller Lars Skov Jensen.

De tyske myndigheder og medier har indtil nu hævdet, at der blev reddet 249 mennesker efter branden. Men i dag blev det offentliggjort, at der kun var 236 mennesker ombord - ligesom danske medier og den officielle passagerliste viste.

- For det tyske politi var det vigtigt først at finde og redde alle personer. Mange organisationer var involverede i redningsarbejdet, og derfor var det svært at tjekke alle lister. Vi havde brug for tid for at tjekke identiteten på alle personerne, siger Jessica Wessel, der er talskvinde for poltiet i Schleswig-Holstein.

Lars Skov Jensen mener, at det er problematisk, når der ikke er styr på antallet af passagerer.

- Hvis man ikke har det nøjagtige tal, hvordan kan man så vide, om man har reddet dem alle sammen?, siger Lars Skov Jensen.

Hos DFDS siger man i dag, at de har været glade for samarbejdet med de tyske myndigheder, og at man må forvente, at der går noget tid, før en korrekt optælling er på plads i en så kaotisk situation.

 


Nyhedsoverblik