Forurening: Stor mængde dieselolie spildt i Korsør

Slagelse Brand og Redning blev fredag eftermiddag kaldt ud til Q8 i Korsør på grund af en olieforurening i området.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En stor mængde dieselolie var fredag eftermiddag årsag til et større oprydningsarbejde i Korsør.

- Der er en lastbil, som af uransaglige årsager har smidt ufattelig meget olie, efter han har tanket på Q8 lige før betalingsanlægget. Det ligger på en lang strækning hele vejen op til rundkørslerne og fylder rigtig meget på vejen, siger René Kofoed, der er indsatsleder ved Slagelse Brand og Redning.

Brandvæsenet modtog meldingen omkring klokken 15.40 og kørte herefter til området for at få situationen under kontrol. 

- Vi har fire køretøjer og 12 mand herude lige nu, som er godt i gang med at prøve at fjerne olien. Det sker ved, at vi opløser den med et produkt, som gør, at vi kan spule det væk efter, siger han.

René Kofoed anslår, at der er tale om cirka 50 liter olie, og at politiet nu skal involveres for at finde frem til lastbilchaufføren.

- Vi er selvfølgelig interesseret i at tale med synderen, og han kommer til at betale for oprydningen, det er klart, siger han. 


Nyhedsoverblik