Forsvundet hund blev givet væk i sidste uge

Foto: TV ØST

Den tidligere ejer til den hund, som politiet onsdag har efterlyst ejeren af, er dukket op. Hun gav hunden væk torsdag i sidste uge.

Onsdag sendte politiet en besked ud om, at ejeren af en hund efterlyses. Hunden har siden søndag været i politiets varetægt, efter at den blev fundet i Flakkebjerg, men den er hverken øremærket eller chippet, og de har derfor ikke kunnet finde ejeren.

Nu har hundens tidligere ejer henvendt sig til TV ØST. Hun fortæller, at hun gav hunden væk i sidste uge, og at hun i dag onsdag blev præsenteret for et opslag på Facebook, hvor der stod, at den var fundet af politiet.

- Jeg troede, han var i gode hænder, og så ser jeg det her. Det gør virkelig ondt, siger en grådkvalt Dorthe Karlsen.

En udbryderkonge

Hun er for nylig blevet alenemor til 6 børn og går i skole og havde derfor hverken tiden eller midlerne til at holde hund længere. Det var nogle venner, der havde kontakt til den familie, der fik hunden. De hentede ham torsdag aften og afleverede ham til familien i Fuglebjerg. Fredag fik hun at vide, at hunden havde det godt, og siden har hun ikke hørt noget.

- Jeg ved, at han er en udbryderkonge, så jeg havde sagt, at de ikke bare skulle lade ham gå løst rundt, fortæller hun.

Nu vil hun forsøge at få hunden, der er en blanding mellem en karelsk bjørnehund og en hollandsk hyrdehund, hjem.

- Han skal hverken være på et pensionat eller på gaden. Så må han hellere være her. Jeg har stadig hundeforsikring på ham, billeder af ham og dyrelægepapirer, så jeg håber, at jeg kan få ham udleveret, siger Dorthe Karlsen.

Kommer hjem igen

Kort tid efter klokken 21 vender hun tilbage og fortæller, at hun har fået lov til at hente hunden.

- Jeg er på vej derud nu og håber, det bliveret glædeligt gensyn. Det koster mig omkring 1000 kroner at få ham udleveret, men det er lige meget. Han skal bare hjem nu, og her bliver han. Så må vi finde ud af det, siger hun.

Dorthe Karlsen har været i kontakt med de venner, der formidlede forbindelsen til den familie, der overtog hunden. De har forsøgt at få fat i familien, der dog endnu ikke har svaret.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App