En hurtig beslutning i Forsvarsministeriet eller Beredskabsstyrelsen betyder, at beredskabet på Lolland og Falster er blevet forringet.
Tidligere komme det kommunale beredskab i Guldborgsund Beredskab bruge noget af beredskabsstyrelsens avancerede udstyr i form af et såkaldt lokalt støttepunkt.
Kort før jul besluttede Beredskabsstyrelsen imidlertid pludseligt, at støttepunktet skulle nedlægges og samles i større enheder. Det betyder, at udstyret nu står under åben himmel i Næstved uden at blive brugt lokalt.
Det skriver Lolland Falsters Folketidende.
Hører intet fra Forsvarsministeriet
I januar hed det, at kommunerne kunne ansøge om at få noget af udstyret flyttet tilbage – men siden har beredskaberne intet hørt fra hverken Beredskabsstyrelsen eller Forsvarsministeriet.
- Vi er afventende, men også meget undrende over, at sagen trækker i langdrag. Det hele skulle gå så stærkt lige efter nytår, da Beredskabsstyrelsen havde taget beslutningen. Vi havde fået lovning på en afgørelse i midten af februar, men der er ikke sket noget, og imens står materiellet på en åben plads i Næstved og bliver sikkert ikke vedligeholdt, siger direktør i Lolland Kommune, Bjarne Hansen, til avisen.
Ifølge avisen har der allerede været flere situationer, hvor udstyret normalt ville være taget i anvendelse lokalt, men hvor brandfolkene måtte undvære det.