Forstander dømt for underslæb

Den tidligere forstander på et bosted i Sorø slipper for fængsel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En tidligere forstander fra et bosted i Sorø er ved retten i Næstved blevet idømt 60 dages betinget fængsel for at have fusket med pengene på sin tidligere arbejdsplads.

Han var tiltalt for hele 76 forhold, der handler om underslæb og mandagtsvig. Han nægtede sig skyldig.

Skal under tilsyn og i samfundstjeneste

Den tidligere forstander slipper altså for at skulle i fængsel, hvis han lever op til dommerens krav om at holde sig fra anden kriminalitet i et år og hvis han gennemfører 80 timers samfundstjeneste. Desuden skal han i prøvetiden være under tilsyn af Kriminalforsorgen.

Forstanderen har været på institutionen i en årrække, og kalder stedet for sit livsværk, men i 2014 måtte han forlade stedet, da bestyrelsen opdagede rod i regnskaberne.

I retten erkendte han ifølge Sjællandske, at der havde været en sammenblanding af institutionens økonomi og hans egen, men han forklarede, at alle de penge, der skulle gå til institutionen og beboerne, også er gået til dem.

Personligt rideudstyr

Den tidligere forstander skal ifølge anklagerne have begået underslæb for og mandatsvig til et beløb over 200.000 kroner. Blandt andet skal han have købt rideudstyr til sig selv for 63.204 kroner af institutionens penge, og flere gange skal han have hævet penge for beboerne, uden at de dog så beløbene.

I retten forklarede han, at han altid spurgte beboerne, om de ville med ned og hæve, og når de takkede nej, gjorde han det for dem og opbevarede efterfølgende deres penge i plastiklommer, så de kunne komme og hente, når de havde brug for det. Han har også forklaret, at regnskab ikke er hans spidskompetence.

Den tidligere forstander skal også betale sagsomkostningerne.


Nyhedsoverblik