Politikere i Sorø vil skære 85 mio på pleje til ældre og syge

Mindre hjemmehjælp, færre hænder på plejecentrene og en kraftig reduktion i de forebyggende indsatser. Det bliver nogle af konsekvenserne, hvis byrådet vedtager de besparelser, som Social og Sundhedsudvalget i Sorø netop har sendt i høring.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Social og Sundhedsudvalget i Sorø Kommune har mandag aften udsendt et omfattende sparekatalog med i alt 35 spareforslag inden for ældre, sundhed og handicap.

Hvis alle de nævnte forslag vedtages, kommer det til at betyde servicereduktioner på en lang række borgernære områder.

Færre borgere vil få hjemmehjælp, og de mest velfungerende vil få mindre hjælp.

Også på plejecentrene vil der fremover kun være personale til de mest nødvendige plejeopgaver.

85 millioner skal skæres af budgettet

Det er ikke småbeløb, der skal findes, når byrådet den 16. december skal træffe beslutning om fremtidens service til borgerne i Sorø Kommune.

Det afspejler sig tydeligt i det sparekatalog for ældre-, sundheds- og handicapområdet, som Social og Sundhedsudvalget i dag har sendt i høring.

I alt 35 spareforslag, der til sammen skal nedbringe kommunens udgifter med ca. 85 mio. kroner over de kommende fire år.

- Det er bestemt ikke noget, vi gør med glæde. siger formanden for Social og Sundhedsudvalget, Lars Schmidt (DF) og fortsætter:

-: Der er ingen, som synes, det er sjovt at forringe servicen overfor borgerne. Vi gør det af økonomisk nødvendighed. Vi har simpelthen ikke økonomi til at opretholde den hidtidige service.

Formanden fortæller, at det er alle kommunens serviceområder, der må holde for.

- Det gælder jo i øvrigt også rigtig mange af landets øvrige kommuner. Det er langt hen ad vejen en national dagsorden, der hænger sammen med blandt andet regeringens krav om et omprioriteringsbidrag fra kommunerne i de kommende år, siger Lars Schmidt (DF) i en pressemeddelelse.

Færre får hjælp

Der er ingen tvivl om, at besparelserne vil komme til at kunne mærkes. I forhold til hjemmehjælp lægges der op til, at Sorø Kommune ”placerer sig helt tæt op af minimumskravet for, hvem der kan få hjælp samt til hvilket niveau,” som det hedder i forslaget.

I praksis vil det betyde, at færre borgere vil få hjemmehjælp, og at de bedst fungerende af dem, som får hjælp, vil få mindre af den.

- Jeg er godt klar over, at det vil vække modstand både hos borgere og pårørende, og at medarbejderne i en periode vil opleve det som et voldsomt pres at skulle udmønte det fremtidige, lavere serviceniveau. Det er vigtigt for mig at understrege, at det jo ikke er medarbejderne, som har truffet disse beslutninger. Det er politiske beslutninger, som vi træffer i byrådet, og vi træffer dem, fordi det er det eneste ansvarlige at gøre. Medarbejderne vil også fremadrettet gøre deres bedste inden for de rammer, som vi politikere giver dem, så jeg vil gerne opfordre borgere og pårørende til at anerkende, at medarbejderne gør deres bedste, siger Lars Schmidt (DF). 

Også de ældre på plejecentrene kommer til at mærke besparelserne.

Her vil der fremover kun være personaleressourcer til at varetage nødvendig personlig pleje og praktisk hjælp, mens blandt andet sociale aktiviteter vil blive skåret fra.

Mindre forebyggelse

På sundhedsområdet reduceres den forebyggende indsats i form af eksempelvis rygestopkurser, livsstilsindsatser og kurser målrettet særlige borgergrupper kraftigt. Samtidig lægges der op til en væsentligt lavere service i forhold til genoptræning til ældre borgere, som har været ude for et funktionstab, samt til borgere efter sygehusbehandling.

På handicap- og psykiatriområdet omfatter de foreslåede besparelser blandt andet øget brug af bostøtte i eget hjem frem for botilbud og reduktion af ekstra støtte til borgere i botilbud.

Fakta:

  • I alt 35 spareforslag inden for ældre, sundhed og handicap er sendt i høring. De samlede besparelser – hvis alle 35 forslag vedtages – er på i alt ca. 85 mio. kroner over de næste fire år.

     

  • Besparelserne ventes at mærkes ekstra hårdt, fordi der allerede tidligere på året er iværksat en reduktion af nogle hjemmeplejeydelser, og fordi plejecentrene ligeledes allerede tidligere på året er blevet beskåret med to mio. kroner.

     

  • Forslagene er i høring frem til 2. december.

     

  • Den 16. december behandler byrådet de samlede besparelser for alle kommunens fagområder.

 

Uddrag af sparekataloget for ældreområdet

Forslag

2016

2017

2018

2019

Lukning af dagtilbud for demente (Lyngen)

500.000

500.000

500.000

500.000

Skærpelse af serviceadgang og serviceniveau for fritvalgsområdet i ældreplejen

3.500.000

4.400.000

6.000.000

7.600.000.

Servicereduktion på sygeplejen

500.000

1.000.000

1.000.000

1.000.000

Servicereduktion på plejecentrene

2.000.000

3.000.000

3.000.000

3.000.000


Nyhedsoverblik