Fornem andenplads til skytte ved World Cup

Det unge stortalent i bueskydning, Stephan Hansen, har fået en fornem andenplads ved verdens største indendørsstævne i Las Vegas.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Endnu engang er bueskytten Stephan Hansen fra Nykøbing F. Bueskyttelaug strøget helt til tops ved et internationalt stævne. I weekenden har han deltaget i verdens største indensdørsstævne i Las Vegas, hvor over 2500 skytter var med.

I Stephan Hansens klasse deltog 250. Alligevel snuppede han på aller fornemste vis sølv ved World Cuppen, skriver teamet omkring ham i en pressemeddelelse. 

Oppe mod verdens tidligere nummer et

Ved den fjerde og sidste afdeling af World Cup serien i Las Vegas opnåede Stephan Hansen en placering, der gav ham point nok til en samlet 14. plads. Reglen er, at skytten skal deltage i mindst to af de fire World Cup, og at de tre bedste resultater tæller.

De 16 bedste gik videre til finalen, og her var der tale om verdens absolut bedste herre compound skytter. I ottendedelsfinalen mødte Stephan Hansen den tidligere etter på verdensranglisten, Braden Gallenthien fra USA. Med en god afslutning af Stephan Hansen og en dårlig af Braden Gallenthien endte matchen 146-146 og måtte afgøres på shoot off, hvor den der sætter pilen nærmest midten vinder. Det endte med sejr til falstringen.

Nervepirrende vej til finalen

Kvartfinalen blev lige så spændende. Her var Stephan Hansen oppe mod sin danske landsholdskammerat Martin Damsbo, og også den match skulle afgøres på shoot off efter 146-146. Her skød Martin Damsboen 9'er, mens Stephan Hansen ramte en 10'er, og så var han klar til semifinalen.
 
I semifinalen var Stephan Hansen oppe imod Peter Elzinga fra Holland. Danskeren lagde sig hurtigt foran med et point, hvilket han holdt matchen igennem, og slutresultatet blev 147-146 point.

Skal nok komme helt til tops
 
I kampen om guld stod Stephan Hansen overfor endnu en hollænder. Denne gang Mike Schlosser. Stephan Hansen fik ikke sin skydning til at fungere optimalt og kom hurtigt bagud, og Mike Schlosser kunne med sin sædvanlige sikre skydning række armene i vejret som vinder med 148-143 point. Stephan Hansen er dog udmærket tilfreds med sin præstation og ser optimistisk på fremtiden.

- For et år siden vandt jeg bronze ved indendørs VM for seniorer, og nu stod jeg overfor de samme fantastiske bueskytter. Denne gang blev det til sølv, så med lidt bedre styr på de afgørende pile, skal jeg nok komme helt til tops, siger han.

Se finalen fra Las Vegas her:
[video:https://www.youtube.com/watch?v=6h_MpIXkH7A#t=7537]


Nyhedsoverblik