Formodet voldsmand nikkede betjent en skalle

Politiet tog torsdag ud til en adresse i Ringsted, hvor en kvinde anmeldte en bekendt for at overfalde hende. Manden endte med at nikke betjenten en skalle.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En anholdelse endte torsdag morgen med en skalle til en betjent. Klokken 6.17 fik politiet en anmeldelse om, at en mand havde overfaldet en kvinde på Hækkerupsvej i Ringsted. Politiet kom til stedet og traf en forslået 20-årig kvinde ved sin lejlighed.

Hun fortalte, at hun var blevet overfaldet på sin bopæl af en 31-årig mandlig bekendt, som havde været på besøg hen over natten.

Hun var efter overfaldet flygtet ud på gaden og havde fået en tilfældig mand til at slå alarm. I hendes lejlighed traf politiet en ophidset og spirituspåvirket 30-årig mand, som blev anholdt for vold mod den 20-årige.

Kørt til afrusning i detentionen

Han var dog ikke så begejstret for politiets indblanden og satte til modværge, og i forbindelse med anholdelsen nikkede han den ene betjent en skalle. Den 20-årige blev i ambulance bragt til undersøgelse på Slagelse Sygehus, mens den anholdte blev anbragt i detentionen til afrusning inden afhøring til sagen.

Den 30-årige vil torsdag eftermiddag blive fremstillet i grundlovsforhør sigtet for vold mod den 20-årige og mod politiet.


Nyhedsoverblik