Formand tager Euro-exit med ro

Det betyder ikke det store for de håndboldledere, der fortsætter i Slagelse, om klubben i næste sæson deltager i en international turnering.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Slagelse DT er ved at sætte sin slutspilsplads i håndboldligaen over styr. Fortsætter holdet med at spille som i onsdagens nederlag på 21 mål til SK Århus, så kommer holdet ikke i slutspillet, og så bliver der heller ikke spilletinternational håndbold i byen i næste sæson.

Udsigten til en sæson med kun nationale kampe skræmmer dog langt fra klubbens formand, Ivar Grunnet, der bliver i Slagelse.

- Jeg er ikke ligeglad med, hvordan vi klarer os i resten af sæsonen. Men det vil ikke være en katastrofe, hvis vi ikke skal spille internationalt næste sæson. Næste år skal vi bygge noget helt nyt op, og vores fokus er på det, siger Ivar Grunnet med henvisning til, at træner Anja Andersen og langt størstedelen af truppen forlader klubben efter den igangværende sæson.

Slagelses borgere har to gange hyldet klubbens kvindehold for sejre i verdens største klubturnering, Champions League. Men overliggeren bliver sænket betragteligt i næste sæson, hvor de fleste sponsorer også har forladt skuden.

Hvem, der skal være ny træner, er ikke på plads endnu, selvom Ivar Grunnet i begyndelsen februar vurderede, at der ville komme en afklaring i løbet af en uge.

- Jeg er holdt op med at sætte tidspunkter på, for der har jeg dummet mig allerede. Vi er stadig i gang med projektet, men jeg har lært, at ting tager længere tid, end man tror. Vi havde gang i nogle forhandlinger, der ikke var så tæt på en afslutning, som vi troede, siger Ivar Grunnet til Ritzau.


Nyhedsoverblik