Forening: Forkert at flytte børn med autisme

Arkivfoto Foto: TV ØST

Næstved Kommune overvejer at flytte hvert fjerde barn med diagnoser som Aspergers syndrom og autisme fra en specialafdeling til to skoler. Men det er problematisk, siger forening til DR Sjælland.

Elever, der slår sine klassekammerater eller lægger sig grædende i fosterstilling - det er den hverdag, forældre og Landsforeningen Autisme frygter, kan blive til virkelighed i Næstved. Det skriver DR Sjælland.

Hverdagen kan ifølge foreningen blive en realitet, hvis de i en ny skolestruktur vælger at sende børn med aspergers og autisme tilbage til de normale skoleklasser. Som det er nu går hvert tredje barn med autisme ikke i en normalklasse.

Derfor er det, ifølge Landsforeningen, dybt problematisk, at Næstved Kommune til næste skoleår overvejer at flytte de mest velfungerende børn med særlige behov fra specialafdelingen på Sydbyskolen ud til to andre skoler.

Forening frygter utrygge børn

Hvis forslaget går igennem, vil hver fjerde af kommunens 199 børn blive flyttet. Landsforeningen Autisme frygter, at det vil gøre børnene utrygge og skabe konflikter.

- Et skoletilbud, hvor børn med autisme har det godt, er der simpelthen ingen grund til at lave om på. Også fordi en af de ting, som er svært for mennesker med autisme, er at blive flyttet rundt på, siger formand Heidi Thamestrup til DR Sjælland.

Hun frygter, at nogle af de berørte børn helt vil holde op med at gå i skole, fordi de ikke får den struktur og ro i hverdagen, de behøver.

Børn vil komme til at gå i specialklasser

Formand for børne- og skoleudvalget i Næstved, socialdemokraten Søren Dysted, understreger, at børnene kommer til at gå i specialklasser for børn med autisme. Derfor kan det komme til at fungere, mener han.

- Vi flytter ikke børn enkeltvis, men hele klasser. Så det er egentlig kun murstenene, der vil forandre sig. Vi flytter dem, der kender hinanden, og vi tilbyder også lærerne at flytte med, fortæller Søren Dysted til DR Sjælland og forklarer:

- Vi har tidligere lavet skolestrukturen om på Sydbyskolen, hvor overbygningen blev flyttet, derfor er alle de ældste børn ikke på skolen mere. Men blandt de normaltbegavede autister er også unge mennesker, og vi synes, at det er vigtigt, at de kan spejle sig i nogen, der er alderssvarende.

48 børn skal muligvis flyttes

Det løser heller ikke problemet, at det vil være hele klasser inklusiv lærere, som flytter over på de andre skoler. For frikvartererne kan være lige så svære at håndtere som timerne, fortæller autismekonsulent Tanja Schertiger, der arbejder med børnene til hverdag:

- Hvis man spiller fodbold og kommer til at skubbe til de andre, så kan barnet med autisme hurtigt reagere og sige: "Han slog mig." Det var måske ikke meningen, men det er, hvad barnet med autisme oplever. Derfor kan der meget hurtigt opstå konflikter, siger hun til DR Sjælland.

I alt går der 48 børn med diagnoser fra asperger til autisme i de klasser, som ser ud til at skulle flyttes ud på andre skoler.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App