Julefreden i Ringparken og på Motalavej i henholdsvis Slagelse og Korsør skal blandt andet sikres af forældre i området. Sjællandske skriver tirsdag, at 30 fædre har været på kursus i at slukke brande, og nu er de klar på at give en hånd med i forhold til at skabe tryghed i området.
Læs også: Ny ballade: Politibil fik smadret ruder på Motalavej
Begge boligkvarterer har været plaget af påsatte brande, og nytårsaften sidste år kulminerede balladen, da der i løbet af nytårsnatten blev sat ild til 14 containere, og brandvæsenet blev angrebet med bomberør.
Se også: Unge rødder: Politiet er bange for os
To dage senere fik en politibil i området smadret ruderne, og unge stod hoverende frem på TV ØST og fortalte, at politiet var bange for dem, og at de så det som en sejr, at betjenten i den ødelagte patruljevogn valgte at forlade stedet.
Glade for muligheden
Balladen fik både forældre og politikere til at skride ind, og på et stormøde 6. januar var der bred enighed om, at der skulle sættes en stopper for de unge ballademagere. Her et år efter står forældrene så fortsat ved deres ord.
Læs også: Beboere måtte selv slukke brande
- Vi er glade for at få muligheden for at lære mere om brandbekæmpelse, og vi er glade for samarbejdet med kommunen og politiet. Vi har et stort ønske om at vores boligområde IKKE bliver oplevet som et utrygt sted at bo og arbejde, siger Hussein El Khodr, der er formand for Nordbyens kultur- og fritidsforening.
Læs også: Motalavej står sammen efter stormøde
Brandkurset var arrangeret af Slagelse Brand og Redning, politiet og det kommunale Projekt Ringparken og Motalavej.