Forældre: Politikerne skjuler gifttal for Nyrupskolen

Forældrene til børn på Nyrupskolen beskylder politikere for at løbe fra aftale om rensningen af skolen for giftstoffet PCB. De vil se alle målinger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Hvorfor holder politikerne tallene hemmelige? Hvad vil de skjule?

Sådan lyder spørgsmålet for formanden for skolebestyrelsen for Nyrupskolen i Kalundborg, Henrik Nordbo.

Nyrupskolen blev ellers torsdag erklæret som renset for PCB af Kalundborg Kommune. Den har været delvist lukket, mens håndværkere har kæmpet for at rense skolen for den kræftfremkaldende og hormonforstyrrende miljøgift.

Erklæringen om rensningen for PCB er gjort på baggrund af en hemmelig rapport. Den konkluderer angiveligt, at skolen som helhed nu ikke længere har gift over grænseværdierne i luften.

Det er imidlertid slet ikke godt nok – og ikke i overensstemmelse med den aftale, som forældrene har indgået med politikerne i kommunen, mener forældreformanden.

- Aftalen med politikerne var, at ingen elever skulle undervises i lokaler, hvor der var PCB over grænseværdierne. Pludselig begynder de så nu at tale om gennemsnitsværdier over både sommer og vintermålinger. Det er slet ikke, hvad vi aftalte, siger Henrik Nordbo til TV ØST.

Vil se alle tal

Kommunen har gennemført mere end 20 målinger i luften i undervisningslokalerne på skolen, men de er endnu ikke blevet offentliggjort – og det undrer skolebestyrelsesformanden.

- Hvorfor lægger politikerne ikke bare tallene frem så vi kan slippe for frygten og tvivlen? Der er gjort så mange andre, gode ting i denne sag. Jeg kan ikke andet end tænke, at der er noget i de tal, som de ønsker at skjule. Lad os nu få åbenhed om sagen. Det er jo vores børn, der skal side og indånde den luft hele dagen, siger Henrik Nordbo.

Hen understreger, at det for forældrene ikke duer med gennemsnit mellem rene og urene områder. Hvis områder har PCB over grænseværdien, så må det ikke bruges til undervisning.

Ifølge kommunen så er der dog gjort flere fund af PCB i luften på skolen over grænseværdierne. De venter dog, at værdierne gennemsnitligt vil være under grænseværdierne, da målinger om vinteren traditionelt viser lavere tal. Kun et enkelt lokale er ifølge kommunen endnu ikke egnet til daglig undervisning, nemlig biologilokalet.

PCB var et stof, der blev brugt i tidlige betonbyggerier i de fuger, der er mellem de enkelte betonelementer. Det har dog vist sig at være en problematisk miljøgift, der både sættes i forbindelse med flere kræftsygdomme og menes at være et hormonforstyrrende stof.

Læs mere her: Nyrupskolen er renset for kræftfremkaldende miljøgift


Nyhedsoverblik