Forældre hyrer kendt advokat til drabssigtet sygeplejerske

Østre Landsret har tidligere afvist at lade sygeplejerske få en ekstra advokat. Nu træder forældrene til.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En enkelt advokat er ikke nok til at forsvare en drabssigtet sygeplejerske fra Nykøbing Falster.

Det mener både kvindens beskikkede advokat, Jørgen Lange, og hendes forældre. Af den grund har forældrene nu valgt selv at betale for endnu en advokat. Det sagde Jørgen Lange i forbindelse med et retsmøde tirsdag eftermiddag i Nykøbing Falster.

Valget er faldet på den kendte forsvarsadvokat Henrik Stagetorn.

- Min klients forældre står for at betale hans løn, lød det fra Lange.

Den beskikkede advokat har tidligere givet udtryk for, at sagen efterhånden var blevet så omfattende, at han havde brug for hjælp.

Både byretten og Østre Landsret afviste imidlertid Langes anmodning om at beskikke endnu en forsvarer til den 31-årige kvinde.

Retsplejelovens bestemmelser giver mulighed for undtagelsesvist at tildele en klient to forsvarere. Men det er altså ikke nødvendigt her, mener domstolene.

I 2007 tog Henrik Stagetorn over som formand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater. Han har blandt andet arbejdet med profilerede sager som røveriet mod Dansk Værdihåndtering og den såkaldte "Tuneser-sag".

I forbindelse med tirsdagens retsmøde i Nykøbing Falster valgte dommeren at varetægtsfængsle den drabssigtede sygeplejerske i yderligere fire uger.

Siden sin anholdelse i begyndelsen af marts har den sorthårede kvinde nægtet sig skyldig i de alvorlige sigtelser om, at hun skal have dræbt fire patienter og forsøgt at tage livet af en femte med dødelige cocktails af medicin.

På samme måde afviser kvinden anklagen om, at hun skal have udsat sin syvårige datter for fare ved at give hende det kraftige og afhængighedsskabende sovemiddel Zopiklon.

/ritzau/


Nyhedsoverblik