Folkeskoleelever pjækker

Folkeskoleeleverne i vores landsdel er i gennemsnit fraværende fra undervisningen 6 procent af tiden, det svarer til 12 dage ud af deres 200 skoledage. Se historien i TV2 ØST, søndag aften

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Eleverne på Dalmose skole er i gennemsnit væk fra skolen 24 dage om året. 

- Det er klart, det er bekymrende, at de er så meget væk, siger skolelederen John Ole Aabyrt.

I hele Slagelse kommune er elevernes gennemsnitlige fravær 14,4 dage.

-Det synes jeg lyder alvorligt og bekymrende og det viser vi nu, at vi tager fat i. Vi havde det på udvalgsmøde i går som en sag, siger formand for udvalget for Børn og Unge, Niels Christian Nielsen.  

Fraværet vækker ikke den store bekymring i 8. klasse på Dalmose skole.

- Jeg har vel pjækket et par gange, siger Line Sørensen.

Og pjæk er accepteret. 8 ud af de 17 elever i klassen synes det er ok at pjække somme tider.

Skolen har et dårligt ry blandt forældre på egnen. Tæskehold fra Slagelse, der kommer på skolen og banker elever og lærer, der har fået ødelagt deres biler, har gjort stort indtryk på den nye skoleleder.

- Hvor stort et problem er det hårde miljø I har her på skolen? Der er ikke tvivl om, at der er i nogle af klasserne er elever, som ikke er trygge ved at komme i skole, siger skolelederen John Ole Aabyrt.

8. klasse mener ikke, det hårde miljø er problemet. De begrunder fraværet med noget helt andet.

- At undervisningen er kedelig eller man er træt eller der er en fremlægning, man ikke gider at komme til, siger Jeppe Haugaard fra 8. klasse.

- Det er fordi skolen er kedelig og sådan noget eller hvis det er en lang dag. Så kan du godt finde på at blive væk? Ja, nogen gange, siger Martin Christian Andersen, 8. klasse Dalmose skole.

Den holdning blandt elverne bryder deres matematik lærer sig ikke om.

Det er et billigt argument, at fordi det, der foregår, er kedeligt, så bliver jeg væk, vi kan jo umuligt konkurrere med Angora by Night eller Mandrillen, siger elevernes matematiklærer Per Holm-Hansen.

Pjæk, sygdom og gyldig fravær skal noteres hver dag og i følge en bekendtgørelse om folkeskolen skal lærerne straks kontakte forældrene ved ulovligt fravær.

- Er lærerne gode nok til at tage fat i forældrene? De forsøger så godt de kan at få kontakt, men når det ikke hjælper, så er det det tungere system, der går i gang, siger Skoleleder John Ole Aabyrt.

I den 8. klasse. vi besøgte, har klasselæreren lavet 8 meddelelser til kommune, 3 af sociale årsager og 5 af faglige årsager.

- Har dine forældre nogen sinde fået at vide, at du havde pjækket? Ja en gang. Hvad skete der så? Så blev vi sendt ind på kontoret med vores forældre, men de sagde det var ok, siger Martin Christian Andersen, 8. klasse Dalmose skole.

Fraværstallene er helt nye for politikerne, men skoleledelsen har kendt dem i mange år.

- Burde skoleledelsen så have sat ind noget før? Ja, det kan man jo sige, men jeg skal ikke være dommer over skoleledelsen, jeg er glad for at de nu reagerer på de her tal, siger Niels Christian Nielsen, formand for udvalget for Børn og Unge i Slagelse kommune.

Skoleledelsen har delt nogle klasser op i to, så den enkelte elev får mere opmærksomhed og lederen har bedt lærerne om hurtigere at kontakte forældrene. Men udvalgsformanden vil ikke alene placere ansvaret her.

-Hvad synes du, der er vigtigst at sætte ind med for at løse det her problem? Det er at få ansvarliggjort børnenes skolegang. Når jeg siger ansvarliggjort, så mener jeg også at forældrene skal tage ansvar for at deres børn går i skole, det er jo ikke i alle henseender kommunen, der er ansvarlig for at børnene får den skolegang som er beskrevet i loven, siger udvalgsformanden.

Elevernes fraværstal vil nu nøje blive fulgt på de fremtidige udvalgsmøder.   


Nyhedsoverblik