Fodboldklub får lokal støtte efter brand

Selvom det kun er 2 døgn siden, at fodboldklubben Sorø Frejas klubhus stod i flammer, har flere virksomheder allerede meldt sig på banen med støtte til et nyt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

78.000 kroner.

Det er beløbet, som fodboldklubben Sorø Freja indtil videre har modtaget fra lokale firmaer, efter at deres spritnye klubhus tidligt lørdag morgen brød i brand.

- Jeg var trist i lørdags, men havde ikke nogen tårer eller noget, men det havde jeg til gengæld i går, da jeg så, hvordan folk bakkede op. Det er fællesskabsfølelsen, der kommer frem, og det gør mig ufattelig stolt, siger Heidi Degn, der er formand for klubben.

Blev indviet i sidste weekend

Klubhuset blev indviet til et større arrangement i sidste weekend, og medlemmerne nåede dermed kun at tage det i brug i ganske få dage, før det for alvor gik galt.

- Vi havde en fantastisk dag med fest om aftenen for over 100 mennesker. Men nu er klubhuset ødelagt, og så er det bare forfra, siger Heidi Degn.

Forbipasserende opdagede brand

Det var en forbipasserende, der omkring klokken 05.18 opdagede branden og alarmerede brandvæsenet. Heidi Degn fik meldingen en halv time senere – og hun blev chokeret over synet, der mødte hende.

- Jeg var simpelthen målløs, og i dag er jeg så træt på de frivilliges vegne, som har gået og knoklet for at få det færdigt, siger hun.

Ærgrer sig over den triste nyhed

Også de lokale, der igennem foråret afsatte deres fritid på at bygge klubhuset, ærgrer sig i den grad over den triste nyhed, som de modtog i weekenden.

- Det er mange timer, der er brugt herude, og dem kan man ikke få tilbage, så det er lidt vemodigt, og så gør det selvfølgelig ondt indeni, for vi har ventet på det her skur i mange år, siger Jimmy Mechta, der bl.a. havde til opgave at male huset indvendigt.

Politiet efterforsker i øjeblikket branden nærmere og arbejder ud fra en teori om, at den kan være påsat.


Nyhedsoverblik