Flytning af de farligste patienter udsat

Flytningen af sikringen udsat, fordi håndværkerne ikke er klar.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kronprinsesse Mary og sundhedsminister Sophie Løhde (V) har indviet det officielt. Og personalet stod helt klar til at flytte landets 30 farligste, psykisk syge kriminelle fra Sikringen i Nykøbing Sjælland til det ny Psykiatrisygehus i Slagelse.

Det samme gjorde det åbne og det lukkede retspsykiatriske afsnit i Nykøbing Sjælland og det lukkede retspsykiatriske afsnit for surrogatfængslede i Vordingborg, der alle har plads til 10 patienter. Men så kom der kontraordre.

- Vi var dernede lige før weekenden, og det stod klart, at vores plan ikke kan holde. Derfor har jeg aflyst flytningen af alle de retspsykiatriske patienter, fortæller Michael Werchmeister, der er direktør i Psykiatrien i Region Sjælland. Det skriver Sjællandske.

Opbremsningen sker, fordi håndværkerne ikke er klar.

- Med den type patienter, så kan håndværkerne ikke gå og gøre det sidste færdigt, mens patienterne er der. De skal være helt færdige med alt, siger Michael Werchmeister.

De øvrige almindelige psykiatriske afdelinger fra Holbæk, Dianalund, Slagelse, klinik for traumatiserede flygtninge i Korsør og et ældrepsykiatrisk afsnit fra Vordingborg er på vej til at flytte ind på det ny psykiatrisygehus.

Ifølge det ekstraordinære nyhedsbrev, der kom ud til personalet fredag den 25. september, flytter sengeafsnittene i voksen- og ældrepsykiatrien ind den 21. oktober, Retspsykiatrisk Kompetencecenter og Forskningsafdelingen flytter ind den 30. oktober, og de ambulante funktioner og visitationsklinikken flytter ind i weekeenden den 7. og 8. november.

Den topsikrede bygning, Enggården, som altså fortsat huser Sikringen i Nykøbing Sjælland, er solgt til Kriminalforsorgen. Men så vidt Michael Werchmeister er orienteret, sinker den udsatte flytning ikke Kriminalforsorgens planer om at omdanne bygningen til fængsel. Region Sjælland har fået 22 millioner kroner for Sikringen.


Nyhedsoverblik