Flyt til Lolland og få førtidspension

Københavns Kommune beskylder udkantskommuner for at være transitkommuner for københavnere, der vil have førtidspension.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Beskæftigelsesborgmester i Københavns Kommune, Jacob Hougaard, har kendskab til flere personer, som har benyttet blandt andet Lolland Kommune til hurtig tildeling af førtidspension. Derefter flytter de tilbage til København. Det fortæller P4 Sjælland.

- Det kan ikke være rimeligt, at der er så stor forskel ude i kommunerne. Især undrer det mig, at det ikke bliver tjekket, når personerne tidligere har fået afslag på førtidspension fra deres hjemkommune og i Beskæftigelsesankenævnet, siger Jacob Hougaard.

Eksemplerne får nu konsekvenser for procedurerne i Lolland Kommune.

- Vi kan ikke dokumentere det, men vi har en antagelse om, at det foregår, siger Jobcenterchef Britt Flamgaard, der nu indskærper, at fremtidige sager skal dobbelttjekkes.

- Fremadrettet vil det ikke være lettere at få førtidspension i Lolland end i andre kommuner i Danmark, garanterer hun.

Også Odsherred står for skud, da det er en af to sjællandske kommuner, hvor det er nemmest at opnå førtidspension.


Nyhedsoverblik