Flygtninge venter

Flygtninge, der har set familien blive skudt eller har været udsat for tortur, venter i et halvt år på at få behandling. Qaali Smidt Sørensen flygtede fra kuglerne i Somalia, men billederne i hovedet kunne hun ikke flygte fra.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Billeder af sårede og skud i gaden bliver ved med at dukke på hos Qaali Smidt-Sørensen.

- Jeg blev taget som gidsel. En ung mand sagde, at han vil skyde mig og han holdt et gevær mod mit hoved. Der gik jeg i sort, jeg kan ikke huske noget, jeg blev bevidstløs, siger Qaali Schmidt-Sørensen.

Hun flygtede fra Somalia under borgerkrigen i 1993. Siden da har hun kæmpet med krigstraumer.

- Jeg havde mareridt, jeg havde det dårligt, jeg kunne ikke overskue min hverdag og jeg var bange for at nogle forfulgte mig, siger Qaali Schmidt-Sørensen.

Qaali ventede et halvt år på at få psykologhjælp til at håndtere oplevelserne. Lige nu er 45 på venteliste for at få hjælp på Klinik for traumatiserede flygtninge i Vordingborg. Det er alt for mange mener lederen.

- Så bliver problematikkerne forstærket og det gør jo, at det tager længere tid at arbejde med, siger Pernille Friis Olsen, konstitueret leder på Klinik for traumatiserede flygtninge i Vordingborg.  

Lederen mener, at udgifterne til mere personale til at forkorte ventelisterne hurtigt ville være sparet ind på den bistand, de syge flygtninge skal have og ikke mindst fordi det hjælper deres børn.

- Forældrene overleverer deres symptomer til børnene, det kan give koncentrationsbesvær, søvnbesvær, de mistrives og de har svært ved at indgå i lege, siger Pernille Friis Olsen.

Qaali Schmidt Sørensens har hele tiden forsøgt at skjule sine problemer for parrets to børn.

- Jeg håber ikke, at mine børn oplever mine traumer, siger Qaali Schmidt-Sørensen.

For to år siden kom Qaali gennem ventelisten og fik psykologhjælp og kropsbehandling på klinikken. Hun fik diagnosen Post traumatisk Stress.

- Det har gjort, at jeg bedre kan forstå og acceptere og leve med min situation, siger Qaali Schmidt-Sørensen.

Selvom mange flygtninge er skadet for livet af deres traumer, mener lederen på klinikken i Vordingborg, at løsningen på ventelisten er simpel.

- Der skal nogle flere penge og nogle flere folk til. Det vil jo være det første man kan gøre for at få bragt ventelisterne ned, siger Pernille Friis Olsen.

Behandlingen gav Qaali Schmidt-Sørensen så meget overskud, at hun nu er startet på sin drømmeuddannelse som socialrådgiver.

- Jeg ved i dag, at jeg har oplevet krig, men nu skal jeg koncentrere mig om mit nuværende liv og komme videre, siger Qaali Schmidt-Sørensen.

Qaali Schmidt Sørensen mener, at mange flygtninge i Danmark ikke ved, at de kan få hjælp til at håndtere oplevelser fra krig.


Nyhedsoverblik