Flygtninge fra Burma er ankommet til Odsherred

Ni flygtninge fra Burma (Myanmar) ankom til odsherred for tre uger siden. I går mødte de Odsherreds borgmester til en dialog om jobmuligheder og integration.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De burmesiske flygtninge, heriblandt et par med en lille dreng, er ankommet for tre uger siden og  har allerede været på sprogskole. De er bosat hos private udlejere i Fårevejle- og Hørve-området.

Flere af flygtningene har allerede været i kontakt med lokale gulerodsvaskerier og har gode muligheder for at få et job.

De er alle flygtet fra militærdiktaturet i Burma, som ifølge Udenrigsministeriets hjemmeside i dag er et af de mest autoritære regimer i verden. Der findes ingen elementære friheds- og forsamlingsrettigheder, ingen pressefrihed, menneskerettighedskrænkelser er udbredt og politiske fængslinger og anvendelse af børnesoldater høre til dagens orden.

Hertil kommer, at Burma står over for en humanitær krise, som styret kun anvender minimale ressourcer på at løse.

Tvangsarbejde og tortur
De ni flygtninge fortalte hver især om deres baggrund. De fleste har haft flere forskellige job og har måttet flygte til Malaysia og Thailand, hvor de imidlertid har opholdt sig som illegale flygtninge, da de to lande ikke har underskrevet FNs flygtningedeklaration.

Flere af dem har hjulpet landets modstandsbevægelse i bestræbelserne på at få indført demokrati - enten som kurérer, chauffører eller med uddeling af for militærdiktaturet illegale tryksager. Flere af dem har også været fængslet, været i tvangsarbejde og tortureret og er af familie og venner blevet opfordret eller hjulpet til at flygte ud af landet, da deres liv var truet.

De burmesiske flygtninge har arbejdet på møbelfabrikker, smedeværksteder med fremstilling af cykeltaxier, på fiskefabrikker, som mekaniker, på en tøjfabrik og autoværksteder samt i restaurationsbranchen.

En af dem har været tvangsarbejder på en fiskerbåd og er blevet handlet som slave. Den ene af kvinderne har været arresteret, bortført med en sæk over hovedet, fået tæv og brækket armen i Rangoon.,  Hendes familie skulle stille en stor kaution, inden hun kunne blive løsladt, men kun mod at stille hver mandag for at angive sine kammerater.

De har alle måttet efterlade familie i hjemlandet - forældre, søskende eller ægtefæller og håber på at blive familiesammenført med dem i Danmark, da udsigterne til en dag at kunne vende tilbage til Burma er små.

- Jeg vil gerne byde jer hjertelig velkommen og håber, I her kan finde fred og ro og få en ny tilværelse, for vi kan i medierne følge med i det, der foregår i det land, I er flygtet fra, Burma, og det er ikke rart, sagde borgmester Finn Madsen, da han i går var inviteret til et møde med ni burmesiske flygtninge i Administrationcentret i Fårevejle.

Det var integrationskonsulent Paya Hauch Fenger fra Integrationsteamet i Arbejdsmarkedsafdelingen i Grevinge, som havde taget initiativ til mødet, der fremover bliver kommunens officielle velkomst til flygtninge i området.

Indtil nu er Odsherred Kommune tildelt en kvote på 15 flygtninge.

Finn Madsen orienterede ganske kort om det danske demokrati, der indebærer, at borgmesteren som de øvrige politikere er folkevalgte, og at man nemt kan få borgmesteren i tale.

Snakken gik også på starthjælpen, som udgør cirka halvdelen af kontanthjælpen.  Sidst på formiddagen kom formand for Integrationsrådet i Odsherred Kommune; Erdogan Øzhayat og Nancy H. K. Sørensen, som er menigt medlem af rådet. De kom for at hilse på og fortælle om hvordan det er at være involveret i dansk lokalpolitik, som etnisk minoritet. Derudover oplyste de lidt om rådets arbejde og den demokratiske proces.

- Det er nu tanken, at nye flygtninge vil få samme modtagelse fremover, møde borgmesteren og Integrationsrådet, det tror vi på giver et godt indtryk og viser en god modtagelse i vores kommune af flygtningene, siger integrationskonsulent Paya Hauch Fenger.

Udover dette møde, har flygtningene modtaget undervisning i bl.a. dansk lovgivning, varetagelse af boliger i et dansk klima, dansk kropssprog, tandpleje, bibliotekskursus og kursus i arbejdsmarkedsforhold. Derudover er alle blevet tilkoblet en frivillig kontaktfamilie, med stor varme og engagement gør alt, hvad de kan, for at flygtningene skal føle sig velkommen i Odsherred.


Nyhedsoverblik