Flertal for ny skolestruktur smuldrede

Foto: TV ØST

Skolelukningerne i Næstved Kommune er sparket til hjørne - men pengene skal stadig findes, lyder det fra udvalgformand.

Planerne om skolelukninger i Næstved kommune, som led i en ny skolestruktur når skoleåret 2015/16 begynder, skal alligevel ikke sendes i høring.

Det har forligspartierne bag budgettet for 2015-18 besluttet tirsdag formiddag. Det var ellers besluttet, at forslaget til ny skolestruktur skulle sendes i høring på byrådsmødet i næste uge.

- Men vi kunne fornemme blandt forligspartierne, at der formentlig ikke kunne skabes det nødvendige flertal for at sende strukturen i høring, fortæller Søren Dysted (S), formand for børne- og skoleudvalget i Næstved Kommune.

- Når der lægges op til store og dramatiske forandringer, som tilfældet er i forslaget til ny struktur, så er det vigtigt, at så mange partier vil kunne tage ansvar for beslutningen som muligt, men vurderen er nu, at det flertal er for skrøbeligt, siger han.

Har lyttet til kritik

Søren Dysted giver udtryk for, at politikerne nu med denne beslutning har lyttet til alle interessenter i sagen.

- Vi har lyttet til den kritik beslutningen er mødt med fra diverse lokalråd. Nu sparker vi beslutningen til hjørne og giver alle interessenter mulighed for konstruktivt at tage del den proces, der nu bliver sat i gang, forklarer han.

Han peger nemlig på, at der kommer til at mangle 20 millioner kroner på skoleområdet i hvert år i årene 2017 og 2018. Derudover bliver et beløb på 10 millioner kroner, der var afsat til skoleudbygning i årene 2016-18, flyttet til skolernes driftsbevillinger.

- De penge skal findes. Derfor forventer jeg nu, at lokalråd og andre kritikere nu konstruktivt byder ind med forslag til andre mulige løsninger i samarbejde med os politikere og skoleledere, siger Søren Dysted.

Karsten Nonbo (V), viceborgmester i Næstved Kommune, er enig med Søren Dysted i, at det nu må forventes, at alle modstanderne nu melder sig på banen med konstruktive forslag til løsninger.

- Hvis alle modstandere og kritikere nu ligger sig hjem på sofaen og tror, at sejren er hjemme, så er det skuffende. Nu skal de melde sig på banen, slår han fast.

Sparket tilbage til udvalg

Han bekræfter, at flertallet i gruppen af forligspartier for en høring skrumpede, og giver udtryk for at det er forståeligt at processen nu er stoppet.

- Venstre var ellers klar til en høring - måske minus Otto Poulsen, der havde forbehold, fortæller Karsten Nonbo og tilføjer:

- Nu er processen sparket tilbage til børne- og skoleudvalget, og selvom processen er stoppet, så skal der gøres noget på området, siger han. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App