Flere udgifter for biblioteker

Budgettet på bibliotekerne i Kalundborg Kommune er beskåret med seks procent i år. Men nu viser det sig, at udgifterne reelt er væsentligt større på. Det går ud over aktiviteter, tilbud og service.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bibliotekernes budgetter er i år reduceret med seks procent i Kalundborg Kommunes spareplaner. Men reelt er bibliotekerne pålagt endnu flere besparelser, skriver Sjællandske.

Eksempelvis har Høng Bibliotek hidtil ikke selv skullet finansiere pasning af haver, snerydning og ejendomsafgifter. Men sådan er det ikke i år. Ifølge Sjællandske vurderer den konstituerede leder af bibliotekerne i Høng og Gørlev, at de samlede ekstra udgifter i Høng beløber sig til mellem 100.000 og 150.000 kroner. Det sker på baggrund af et budget for 2007 på ca. tre millioner kroner.

I Gørlev er budgetrammen noget mindre, men udgifterne er tilsvarende knap så omfangsrige som i Høng. Derfor rammes Gørlev forholdsmæssigt mindre hårdt.

Karen Olsen regner med, at de tilsvarende ekstra udgifter i Gørlev bliver noget mindre. Måske op mod 100.000 kroner. Forskellene på Gørlev og Høng skyldes blandt andet, at Gørlev Bibliotek hidtil selv har betalt ejendomsafgift ud af sit budget.

- De grønne områder ved siden af biblioteket i Høng - Dommergårdens Have - får slået græs hver uge. På bibliotekets grund har vi valgt at få slået græsset hver 14. dag. Det kan lyde paradoksalt, fordi det er de samme, der slår græsset. Men vi har ikke råd til græsslåning i bibliotekets have hver uge. Det vil ramme for hårdt ned i vores rådighedsbeløb, siger Karen Olsen.

Hidtil har biblioteket også modtaget pedelhjælp til indendørs, mindre opgaver. De opgaver skal biblioteket i Høng nu også selv finansiere.

Udgiften til IT kommer i 2008 til at udgøre en yderligere belastning for Høng Bibliotek på ca. 50.000 kroner.

Alle disse udgifter kommer til at berøre bibliotekets normale aktiviteter.

- Det kan ikke undgås. De har indflydelse på eksempelvis indkøb af bøger, men også på arrangementer og lignende i huset, siger Karen Olsen.


Nyhedsoverblik