Flere modehunde bliver importeret

De seneste år er antallet af hunde, der liver importeret til Danmark, steget. Flere tusinde skønnes at krydse grænsen årligt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Modeikonernes poseren med små hunde har skabt stor efterspørgsel efter de populære racer herhjemme.

Så stor efterspørgsel, at der er blevet et marked for hundehandlere, der opkøber hundene billigt i Østeuropa, for derefter at sælge dem for flere tusinde kroner herhjemme.

- Vi har set en stigning i import-hunde over de seneste år, siger Vibeke Knudsen, der er kommunikationskonsulent hos Dansk Kennelklub.

Hun understreger, at stigningen især kan ses i antallet af indrykkede annoncer, hvor populære hunderacer sættes til salg gennem aviserne.

Dansk Kennel Klub skønner, at der hvert år bliver importeret op mod 5.000 hunde til Danmark.

Det er primært de populære racer som chihuahua og fransk bulldog, der er penge i at handle med.

Og der er penge at spare - en chihuahua koster op mod 12.000 kroner herhjemme, mens nogle importører sælger dem for en tredjedel af prisen.

Men hundekøbere løber en stor risiko ved at købe importerede hunde.

- Hvis det er masse-producerede hunde, så er de ikke præget på mennesker. Det kan være hunde, hvor der ikke er styr på opdrættet, det vil sige, at det kan være hunde, der har arvelige sygdomme, og det kan også være hunde, der har en defekt mentalitet, forklarer Torben Elmedal, kredsformand hos Dyrenes Beskyttelse.

Og der er hundekøbere, der virkelig har brændt fingrene på at handle med hunde-importører.

Én af dem er Helle Silldorff fra Nakskov. For fire år siden købte hun to hundehvalpe fra Kennel Minimo på Lolland. Men den ene hund blev hurtigt syg.

- Den havde ikke mere hår tilbage på kroppen. Og det lignede fuldstændig, at den havde elefanthud over hele kroppen. Og så lugtede den temmelig grimt, husker Helle Silldorff.

Hundehvalpen smittede den anden importerede hvalp, og indenfor få dage blev de begge aflivet. Og selvom Helle Silldorff havde haft udgifter for over 20.000 kroner, fik hun kun 5.000 retur fra Pia Smith, der er indehaver af Kennel Minimo.

- Ved at jeg både har mistet mine penge og mine hunde, og der har været så mange følelser involveret, så gør det mig jo vred, fortæller Helle Silldorff.

TV2 ØST har talt med flere hundeejere, der har købt syge hunde fra Pia Smith. Desværre var det ikke muligt at få hendes kommentar til kritikken.

Se mere i TV2 Øst på søndag, hvor du også får gode råd til, hvordan du kan sikre dig, at din hunds baggrund er i orden.


Nyhedsoverblik