Hvad er egentlig værst? Er det at få ødelagt udsigten af en vindmølle, der suser når den drejer rundt? Eller er det stanken fra en gylletank, der kan forpeste luften for mange naboer?
I sidste uge blev de fleste partier i Folketinget enige den nye energiaftale, der blandt andet slår fast, at dem der stiller vindmøller op, fremover skal give erstatning til naboerne, hvis en stor vindmølle i nabolaget betyder, at ejendomsværdien falder.
Men de regler fører nu til kritik. En lektor ved Ålborg Universitet siger til Berlingske Tidende, at alle er lige for loven, og derfor kan man ikke lave sær-regler for nogle, men ikke for andre.
Lektoren bakkes op af flere grupper borgere for eksempel naboer til motorveje, mobilmaster og gylletanke.
Nu kræver Landsforeningen for Gylleramte de samme rettigheder som naboer til vindmøller: nemlig erstatning, når man udsættes for gener. Argumentet er, at folk skal behandles ens og at loven er lige for alle.