Flere fuglearter er ved at forsvinde i Danmark

Udbredelsen af flere kendte danske plante- og dyrearter går tilbage, viser miljømålinger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selv om de danske fjorde, åer og havområder har fået det bedre de seneste 25 år, står det skidt til på andre områder i den danske natur.

Det viser målinger fortaget af Det nationale overvågningsprogram, Novana, under Naturstyrelsen, skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Overvågningen viser eksempelvis, at vadefuglen hjejlen er helt ved at forsvinde i Danmark, ligesom antallet af engfugle og brushane også går tilbage.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) erkender, at der er behov for en ekstra miljøindsats, fordi biodiversiteten falder.

- Cirka 28 procent af de kendte danske arter er rødlistede, fordi de er truet, i fare for at blive det eller helt uddøde. Det viser, at der er behov for at gøre en indsats for biodiversiteten. Vi er heller ikke i mål med indsatserne for vandmiljøet, udtaler Eva Kjer Hansen i pressemeddelelsen.

Miljøet får det bedre

Selv om det står skidt til med biodiversiteten, viser målingerne, at kvælstofkoncentrationen i danske vandløb er faldet betydeligt.

Sigtbarheden i havområderne er også blevet bedre. Da Novana foretog de første målinger for 25 år siden, var sigtbarheden i gennemsnit syv meter, mens den i 2014 var på 8,3 meter.

I dag bliver der foretaget omkring 4300 målinger årligt fra over 300 målestationer i forskellige vandløb.

/ritzau/


Nyhedsoverblik