Fiskekutter hævet i Holbæk

Flere havne har problemer med ejere, der efterlader sunkne skibe i havnebassinet. Det er både farligt og dyrt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi kan ikke bare lade den ligge. Hvis der kommer en anden skipper ind og vil ligge på pladsen, kan vi risikere, at han ikke ser kutteren, og får flået bunden på sit eget skib op. Så har vi to vrag på bunden. Sådan siger afdelingsleder i Kommunal Drift i Holbæk Kommune, Kasper Enevoldsen i dag til TV ØST.

I Holbæk kommune skulle de i dag hæve en sunket fiskekutter. Kutteren skulle, ifølge kommunen, have været bygget om til husbåd, og ejeren henvendte sig i juni til kommunen for at få lov til at have den liggende i havnebassinet, indtil den var bygget om. Men drømmen brast, og husbådsprojektet blev ikke til noget. I stedet sank kutteren i starten af september, og siden har den ligget på bunden af Holbæk Havn.

- Vi har skrevet til ejeren af kutteren, at hans båd var sunket, og at han havde en måned til at få den væk. Det er ikke sket, så nu gør vi det for hans regning, siger Kasper Enevoldsen.

Borgerne risikerer at hænge på regning

Det koster mellem 30.000-40.000 kroner at hæve en kutter som den i dag, og det er ejeren af skibet, der skal betale for hævningen. Hvis ikke han vil eller kan,  kan det dog ende med at det er borgerne i Holbæk kommune, der skal betale med skattekroner. Kasper Enevoldsen mener dog ikke, at det går så galt.

- Vi har jo en række muligheder for at få pengene hjem igen. Vi foretrækker dog, at det sker igennem en fornuftig dialog, siger han i dag til TV Øst.

Også i Kalundborg og i Roskilde har de ifølge havnefogeden haft problemer med sunkne skibe, der er efterladt.


Nyhedsoverblik