Fire fængslet i stor sag om indbrud

Tre mænd og en kvinde er i dag blevet varetægtsfængslet for en stribe indbrud i Vordingborg-området. Politiets specialgruppe står bag anholdelserne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tre mænd og en kvinde er torsdag blevet varetægtsfængslet for indbrud og hæleri, efter at den sjællandske indbrudsgruppe Task Force Indbrud onsdag anholdt i alt fem personer.

- To af mændene er sigtet for indbrud, mens en mand og en kvinde er sigtet for hæleri, fortæller politiinspektør Karl Erik Agerbo, der er chef for Task Force Indbrud.

- Vi anholdt yderligere en mand for hæleri, men løslod ham uden at fremstille ham i grundlovsforhør, fortsætter politiinspektøren.

Onsdagens anholdelser kom efter længere tids efterforskning, der foregik under kodenavnet "Ahorn", og som blev foretaget af Task Force Indbruds gruppe i Maribo.

To af mændene på 20 og 29 år, der er sigtet for 10 indbrud i Vordingborg-området, blev fængslet i knap tre uger, mens en 44-årig mand og en 33-årig kvinde blev fængslet for hæleri - manden i to uger, kvinden i seks dage.

- Vi mener, at der er tale om organiseret indbrudskriminalitet. Der er blandt andet blevet stjålet designermøbler, fortalte Karl Erik Agerbo onsdag til Ritzau.

/ritzau/


Nyhedsoverblik