Fik klippet lillefinger af: Jeg bliver stadig bange

45-årige Jan F. fra Næstved var sidste år tæt på at miste livet, da hans gamle ven og to andre overfaldt ham i hans hjem og blandt andet klippede hans finger af

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For lidt under et år siden var 45-årige Jan F. udsat for et voldsomt voldsorgie. Han var tæt på at miste livet, da tre mænd dukkede op i hans lejlighed og gav ham tæsk.

Retssagen begyndte fredag, og mandag fortæller Ekstra Bladet, hvordan han selv oplevede episoden.

- Han må bruge begge hænder, fordi saksen er gammel og rusten. Jeg kan se, hvordan han vrikker den fra den ene side til den anden, mens han presser, og så giver min finger slip, siger han til avisen.

En 49-årig mand er hovedmistænkt i sagen, og han har i retten forklaret, at han havde hørt, at Jan F. havde stjålet fra nogle andre, og at det fik ham til at se rødt. Foriden havde han og de to andre tiltalte i sagen taget stoffer og nåede også at drikke whisky sammen med Jan F., inden de begyndte den 45 minutter lange mishandling.

Undervejs skal den 49-årige og de to andre blandt andet have sprøjtet tåregas i ansigtet på Jan F., slået ham med knojern og køller, stukket ham med kniv for til sidst at hælde en ukendt væske i halsen på ham. Han fik selv banket på radiatoren, hvilket formentligt er årsagen til, at en nabo ringede til politiet. Da betjentene dukkede op, forsøgte den ene gerningsmand først at udgive sig for at være Jan F., men da han selv fik samlet kræfter til at råbe hjælp, blev gerningsmændene afsløret og anholdt.

20. september er det et år siden, voldsorgiet fandt sted, men episoden har langt fra sluppet sit tag i Jan F.

- Nætterne er de værste. Og jeg bliver stadig bange, hvis det ringer på døren om aftenen, siger han.


Nyhedsoverblik