Femern-tunnel bliver knap 3 mia. kr. dyrere

Det kommer til at koste 2,8 milliarder kroner ekstra, at Femern-tunnellen skal bygges i Rødbyhavn. Det viser den rapport, der danner grundlag for, at transportminister Hans Christian Schmidt (V) i går offentliggjorde placeringen af produktionsstedet på Lolland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Dermed stiger regningen for Femern-forbindelsen fra 37,9 til 40,7 milliarder, skriver DAGBLADET Ringsted.

Hidtil har Femern A/S nemlig lavet beregninger ud fra, at den vindende entreprenør ville vælge Polen og dermed betale polske lønninger til produktionen af tunnel-elementerne.

Men med valget af Rødbyhavn skal der regnes med danske lønninger. Og det koster 2,8 milliarder kroner ekstra.

- De hidtidige beregninger var lavet, som en entreprenør ville gøre det, altså efter hvor det var billigst, forklarer pressechef Karsten Holmegaard.

Planerne betyder, at det vil tage 39 år at betale lånene på byggeriet i stedet for 36 år.

Den ekstra regning for byggeriet bekymrer ikke Socialdemokraternes trafikordfører Magnus Heunicke.

- Jeg er jublende glad og synes, det er den rigtige beslutning at lægge det i Rødbyhavn. Det ville ikke være til at bære, hvis vi placerede arbejdspladserne i Polen, mener han.

- Det er jo et politisk valg. Placeringen vil betyde så meget for erhvervslivet i hele regionen. Det har så store effekter for samfundet, at selve prisen for projektet er sekundær, siger Magnus Heunicke til DAGBLADET Ringsted.


Nyhedsoverblik