Fejø vil tage imod syriske flygtninge med åbne arme

På Fejø vil borgerne gerne byde syriske flygtninge velkommen. Flere familier har allerede en bolig klar til syriske familier, hvis de kommer til øen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Minna og John Raabo Larsen har boet på Fejø længe. De er klar til at få nye naboer i form af syriske flygtninge. De ejer nemlig et hus lidt væk fra, hvor de selv bor, og det vil de gerne leje ud til en syrisk familie.

- Når man kommer som flygtning til Danmark, så synes jeg personligt, at en af de vigtigste ting må være en bolig, så hvis vi kan stille en til disposition, ville det være rigtig fint, siger Minna Raabo Larsen.

Det er Fejøforeningens bestyrelse, der er kommet med ideen. Ifølge bestyrelsesmedlem Jan Kofod er opbakningen meget stor på øen. Der er allerede 3 familier, der har sagt, at de vil stille en bolig til rådighed, såfremt der flytter en syrisk familie til øen. Selvom øen vil hjælpe mennesker i nød, så spiller det også en rolle, at Fejø efterspørger indbyggere, og at den lokale skole mangler elever.

- Vi har plads til nye folk, så hvis vi kan få nogle familier til, så vil det være en win win situation. Så får vi elever til skolen, og familierne får undervisning til deres børn. Det kunne ikke være meget bedre, siger Jan Kofod.

Lolland Kommune skal i løbet af i år tage imod minimum 106 flygtninge, men det er endnu ikke bestemt, hvor de skal bo. Fejøforeningens bestyrelse vil nu sende deres tilbud til kommunen i håb om, at de kan få lov at modtage nogle af de familier, der kommer til kommunen.


Nyhedsoverblik