FCV tror på overlevelse: Stadig et svært regnestykke

Med en sejr over Hobro spillede FC Vestsjælland sig et skridt tættere på overlevelse i Superligaen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tre point skiller FC Vestsjælland fra fiasko og festivitas. Michael Hansens tropper har fundet et koncept, der lige nu resulterer i godt spil, og det kunne man se i pokalfinalen mod FC København og i søndagens 1-0-sejr ude over Hobro.

Her blev det til tre fortjente og livsvigtige point for FC Vestsjælland, der dermed reducerede afstanden op til Esbjerg, så den inden mandagens kampe i Alka Superligaen kun er på sølle tre point, mens Sønderjyske kun er fire point over stregen.

- Nu er der tre og fire, inden de spiller mandag, og hvis vi skal have en chance, så skal vi lægge pres på dem, og det gjorde vi med en sejr.

- Så må vi se, hvordan det går dem, og så skal vi spille først igen på torsdag, og der skal vi igen lægge et pres, siger cheftræner Michael Hansen.

Han understreger dog, at sejren i Hobro ikke ændrer det store i det samlede billede.

- Jeg synes stadigvæk, at der skal noget af et større mirakel til, og det er stadigvæk et rigtig svært regnestykke.

- Vi må nyde det i dag. Læne os lidt tilbage i dag og i morgen, og så må vi se, hvordan kampene foregår.

- Vi skal tænke på os selv, og så må vi sige, at der stadigvæk skal rigtig meget til, men den skal saftsuseme have chancen, siger Michael Hansen.

FC Vestsjælland har fortsat indbyrdes kampe mod de to andre nedrykningskandidater tilbage, og derfor er det stadig meget åbent, hvem der ender med en tur i landets næstbedste række.

- Hvad de andre gør, det har vi ikke indflydelse på, men vi skal se, om vi ikke kan få tre sejre ud af de sidste fire kampe, så har vi en mulighed, siger målmand Thomas Mikkelsen og pointerer, at en ændring i taktikken har betydet meget.

- Der har været tro på tingene i lang tid nu. Vi skiftede over til to angribere for otte kampe siden, og det synes jeg virkelig har givet noget. Jeg synes, at vi har spillet godt i lang tid, siger målmanden.

Inden de indbyrdes opgør med Sønderjyske og Esbjerg, venter der FC Vestsjælland en svær opgave, når klubben torsdag tager imod Superligaens absolutte tophold, FC Midtjylland.

/ritzau/


Nyhedsoverblik