FC Vestsjælland tabte intens topkamp

Dramaet om oprykningen til Superligaen fortsætter, efter at FC Vestsjælland formøbler 2-0-føring i topkamp.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

FC Vestsjælland fører fortsat 1. division trods onsdagens 2-3-nederlag hjemme til Viborg i topkampen mellem nummer et og to, men nederlaget var en sand mavepuster for Slagelse-holdet.

Ved pausen var FC Vestsjælland nemlig foran 2-0 takket være scoringer fra den tidligere superliga-spiller Søren Berg, der har en fortid hos OB, Randers FC og AGF, samt den tidligere Esbjerg-spiller Thiago Pinto Borges.

Men i anden halvleg leverede Viborg, som nu er ubesejret i 18 ligakampe i træk, et forrygende comeback.

Først reducerede Simon Nagel til 1-2 efter en lille times spil, inden ligatopscorer Thomas Dalgaard med to mål sikrede viborgenserne den vigtige sejr.

Med tre spillerunder tilbage fører FC Vestsjælland 1. division med 57 point, mens Viborg er toer med 56 point. 

Midt i skuffelsen kunne FC Vestsjælland trods alt glæde sig over, at de to andre superliga-bejlere - Vejle Boldklub Kolding og Lyngby - begge satte point til.

Vejle tabte ude 1-3 ude til nedrykningstruede AB, mens Lyngby hjemme kun fik 2-2 mod Brønshøj. Dermed har Lyngby på tredjepladsen 53 point, mens Vejle har 52.

I topstriden er både Vejle og Viborg garanteret yderligere tre point, eftersom de begge står til at møde nu konkurslukkede FC Fyn.

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik