FC Vestsjælland slog Hobro med sent mål

På et mål af Jean-Claude Bozga kort før tid vandt FC Vestsjælland over Hobro og holder liv i overlevelseshåb.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Man skal ikke afskrive FC Vestsjælland i Alka Superligaen. Søndag hentede bundholdet en meget vigtig sejr på 1-0 ude over Hobro.

Holdet var nærmest pisket til at vinde for at holde realistisk liv i håbet om overlevelse, og det skete på et sejrsmål efter 89 minutter ved Jean-Claude Bozga.

Holdet ligger stadig på 11.-pladsen, der er lig med nedrykning, men nu er der kun tre og fire point op til henholdsvis nummer 10 Esbjerg og Sønderjyske på niendepladsen. De har dog begge mulighed for at hente point mandag.

Det var ikke til at se, at FC Vestsjælland tre døgn tidligere havde været ude i 120 minutters pokalfinale mod FC København, der endte med et tungt nederlag på 2-3.

Holdet tog initiativet fra start og producerede det ene angreb efter det andet mod Hobro, der mest koncentrerede sig om at forsvare.

Slagelse-holdets træner, Michael Hansen, havde foretaget fem udskiftninger i startopstillingen i forhold til torsdagens kamp, hvilket lignede en fornuftig disposition.

Men udeholdet savnede en scoring. De helt store målchancer i åbent spil var en mangelvare, og FC Vestsjællands bedste forsøg var et frisparksforsøg fra Anders Due, som Jesper Rask reddede helt ude ved stolpen.

Efter pausen kom Hobro mere frem på banen, men som halvlegen skred frem, overtog FC Vestsjælland spillet.

Men Hobro var godt organiseret, og det første gode forsøg kom fra Jukka Raitala, der hamrede et skud af sted fra godt 25 meter. Men igen var Rask vågen i målet.

Det mest kvalificerede forsøg hos hjemmeholdet stod Martin Thomsen for, da han 10 minutter før tid huggede tørt til bolden, der ramte stolpen.

I de sidste minutter pressede FC Vestsjælland på, og Eggert Jonsson var tæt på at score efter et hjørnespark, hvor han afsluttede flot med ryggen til mål. Men Jesper Rask hev en fremragende redning frem på målstregen og lignede kampens afgørende spiller.

Men efter 89 minutter kunne han intet stille op, da Jean-Claude Bozga headede en aflevering fra Peter Nymann i nettet.

Dermed holder FC Vestsjælland liv i spændingen i bundstriden, og presset er mandag på Esbjerg og Sønderjyske.

/ritzau/


Nyhedsoverblik