Fartkontrol: 860 køretøjer knipset

En fartkontrol ved Guldborgsundtunnelen fredag aften resulterede i, at 860 trafikanter blev blitzet. Tallet er usædvanligt højt, lyder det fra politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der var tilsyneladende god grund til at sætte en fartkontrol op ved Guldborgsundtunnelen fredag aften. Her blev hele 860 køretøjer blitzet, og 40 af dem var skibusser.

I løbet af fem timer kørte cirka 3400 forbi stedet, og cirka hver fjerde blev fotograferet.

- Det er en usædvanlig høj andel. Jeg har ikke huske noget tilsvarende, siger politiets vagtchef, John Andersen, til Ritzau.

En million kroner på fem timer

Den højst tilladte hastighed gennem tunnelen er 90 kilometer i timen, men 142 blev afsløret i at overskride grænsen med mere end 30 procent, hvilket giver klip i kørekortet. Fire var oppe på 150 kilometer i timen eller derover og står til en betinget frakendelse af kørekortet. Den hurtigste blev målt til 164 kilometer i timen.

Den mindste bøde er på 1000 kroner, men for en dels vedkommende bliver det altså en del dyrere at ignorere fartgrænsen. De godt fem timers kontrol ventes samlet at indbringe godt en million kroner i bødekroner.

Dårlig start på ferien

Netop de mange turistbussers høje fart ærgrer færdselsbetjentenes chef, Erik Mather fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- De har et helt særligt ansvar for de ferieglade danskere, der sidder i bussen. Så vi synes, det er en meget dårlig start på ferien, siger Erik Mather.

/ritzau/


Nyhedsoverblik