Far til dræbt kvinde: Jeg har aldrig kunnet lide ham

Foto: TV ØST

Faren til den kvinde, som onsdag blev fundet knivdræbt i Nakskov, står i dag frem i Ekstra Bladet og fortæller om den formodede drabsmand.

Onsdag formiddag mistede en mand sin 30-årige datter.

Datteren blev fundet dræbt af otte til ti knivstik på Stormarks Allé i Nakskov, og hendes kæreste igennem næsten 16 år, en 34-årig mand, sidder nu varetægtsfængslet for forbrydelsen på det psykiatriske hospital Oringe i Vordingborg. Det skriver Ekstra Bladet, hvori faren i dag, fredag, står frem.

- Jeg har aldrig kunnet lide ham, siger han til avisen.

Var gået fra hinanden

Kvinden og manden var angiveligt gået fra hinanden, men mødtes onsdag morgen. Her fortalte hun angiveligt, at hun havde været ham utro. Manden stod med en køkkenkniv i hånden og skulle skære en bolle - og derefter overfaldt han hende og stak hende flere gange, rapporterer ekstrabladet.dk fra retten, hvor den 34-årige blev fremstillet in absentia.

- Vi har ikke fået bekræftet endnu, at der har været utroskab involveret, idet vi ikke har kunnet afhøre ham endnu, men det er de indledende oplysninger, vi arbejder ud fra lige nu, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Flyttede ind for en måned siden

Ekstra Bladet kan i dag fortælle, at datteren flyttede ind hos sin far for en måned siden, og at de i den forbindelse talte om, hvordan hun skulle slutte sit forhold -  og få deres tre fælles børn med sig.

- Men han havde jo tvunget hende til at skrive under på, at han skulle have forældremyndigheden. Det havde han også fået en af de andre gange, hvor hun var løs på tråden, siger faren.

Brugte alle sine penge på legetøj

Ifølge faren har han aldrig haft et godt forhold sin svigersøn Det skyldes bl.a. hans opfattelse af, at svigersønnen brugte de fleste af sine penge på helikoptere og fjernstyrede biler, der ifølge kilder tæt på familien, som Ekstra Bladet har talt med, var hans store hobby.

- Han er også arbejdsløs. Tjente kun lidt penge engang imellem på noget ufaglært. Til gengæld brugte han alt, og jeg mener alt, på legetøj. Hendes løn gik til huset og det hele, og hun rettede sig efter, hvad han sagde hele tiden, siger han til avisen. 

Manden henvendte sig selv til politistationen i Nakskov sidst på formiddagen onsdag og fortalte om sin gerning. Ifølge politiets foreløbige efterforskning ringede den formodede drabsmand til sin mor efter drabet og bad hende komme til adressen, hvorefter han hentede børnene på den lokale skole og afleverede dem hos farmoren. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App